Suverænt stålhus

En stålfabrikant fra Herning ønskede at bygge hus i egne materialer. Til arkitekten var kodeordene gennemsigtighed og råt look. Og resultatet er en helt enestående bolig på 258 m².

© Jesper Ray

Når man har et firma med speciale i stål, er det oplagt at udforske materialet og se hvilket byggeri, der kan komme ud af det. Parret, som har pejsevirksomheden Meteor Herning A/S, kontaktede Årstiderne Arkitekter i Herning for tre år siden. De ønskede selv at have stor indflydelse på udformning samt valg af materialer, og det var arkitekterne Henrik Kousgaard og Kaare Dahlmann med på.

De har stået for henholdsvis tegning og projektets gennemførelse. –Ønsket var et modernistisk hus i stål, glas og beton, kort sagt med et råt look. Når vi nu selv kunne fremstille meget af husets materiale, syntes vi, at det kunne være en sjov opgave, fortæller parret.

© Jesper Ray

Der er brugt galvaniseret stål på husets facader. For at få ensartethed i fladerne har man måttet finsortere i de ruller – på hver 27 ton – som stålet kommer i, da det kan være lige så forskelligt i nuancerne som marmor- blokke. Stålhuset har Sunds Sø som nærmeste nabo.

© Jesper Ray

I husets entré er der via glaskarnappen kig til himlen og smukt lysindfald. De to stumtjenere hedder Wiking og er fra Magis.

© Jesper Ray

Sammensmeltningen mellem ude og inde ses tydeligt omkring terrasse og køkken, hvor blandt andet glaskarnappen og den firkantede åbning mod himlen skaber en glidende overgang. Store glas-skydedøre gør det muligt at åbne endnu mere op til huset. Solgården er placeret, så der kommer sol det meste af dagen, og så sidder man i læ, mens man kan følge med i aktiviteterne i det meste af huset.

© Jesper Ray

Gangen er 23 meter lang og forbinder værelserne med stue og køkken. Ovenlysvinduerne har husets beboere selv lavet, og de kaster flotte skygger på vægge og gulv. Trægulvet er af 25 centimeter brede fyrplanker fra Dinesen, og i gangen er den længeste planke 12 meter. De to billeder forrest er af Jan Wessel. Det gule maleri er af Nina Kleivan. Pascal Serre har malet det mørke billede til højre.

© Jesper Ray

Husets stue og køkken-alrum er samlet i et stort rum og er et naturligt samlingspunkt for familien. Den hængende pejs, Jupiter 550, er af stål med glas på tre sider og fra parrets eget firma. Cementsoklen nedenunder, der kom i tre stykker, er boltet ned i gulvet og vejer to ton.

© Jesper Ray

Stålhusets højglanskøkken er fra Invita og har bordplade af corian. Lamperne Glo-Ball over køkkenbordet og i karnapperne er fra Flos.

© Jesper Ray

Udsigten nydes fuldstændig ubesværet fra hele det store opholdsrum via de 4,4 meter høje vinduer. Spisebordet, der har linoleumsoverflade og stålkonstruktion, har ejerene selv lavet. Stolene hedder Arper og er fra Catifa. De er – som det meste inventar i huset – købt hos Exact i Herning.

© Jesper Ray

Den lange, smalle grund kræver et langt, smalt hus, hvor en 23 meter lang gang binder rummene sammen.

© Jesper Ray

Soveværelset er holdt helt enkelt med en seng, som beboerne selv har lavet, og Tolomeo-lamper fra Artemide på væggen.

© Jesper Ray

Badeværelset er placeret ved siden af soveværelset. Vasken er et samarbejde med Invita, hvor stålopsatsen er ejernes eget design. Lampen over vasken hedder No Mad og er fra Modular. Glasdøre og spejle er i grønligt glas og fra Invita. Armaturerne er af Philippe Starck – og ligesom bruseren – fra Hansgrohe. Fliserne på gulvet går igen flere steder i huset og på terrassen.