Se huset der tænker selv

Det selvtænkende hus

Nord for København har ægteparret Sussan og Stevan Treshow bygget et usædvanlig ambitiøst hus. Kloge valg har skabt et klogt hus – et hjem med en god samvittighed, men samtidig et særdeles smukt et af slagsen.

Parret sidder her i køkkenet foran et maleri af Peter Ravn. Bag anes også et par skulpturer af Johannes Nielsen.

En skala af gråt og sort resulterer i et dramatisk, men samtidig harmonisk interiør. Det er et kunstnerisk hjem med mange tableauer og små samlinger af objekter og vintageting fundet og arvet gennem årene. Sofaer og puffer fra Meridiani. På væggen et stort filmlærred, hvor en projektor i reolen kan vise film.

Komfort, æstetik og bæredygtighed

Her bor to kreative filmfolk. Det er ikke svært at gætte. For hjemmet er som en scenografi, og der er tænkt over hver enkelt ord i manuskriptet. Sussan Treshow er filmproducent, og Stevan Treshow filminstruktør, så her arbejdes i rum og billeder, i stemninger, følelser, lys, lyd, og som filmfolk er de vant til konstant at tænke i muligheder, alternativer og gøre vilde ideer til virkelighed. Familien, som også tæller to hjemmeboende børn samt to udeboende, har boet på adressen siden 2002 i et ældre gasbetonhus fra 1958 på blot 138 m2.

I 2012 besluttede de sig for at udvide med ekstra 18 m2 og samtidig ombygge huset. Processen gik i gang. Men undervejs begynder Stevan at researche og tjekke op på alle tænkelige og utænkelige bæredygtige løsninger, og inden ombygningen stod færdigt, rev de alt ned igen og sendte håndværkerne hjem. Og så startede de forfra med et blankt stykke papir og en tom grund. De inviterede en række arkitekter til at komme med deres bud på et moderne, miljøvenligt hus, og endte med at hyre Karina Søgaard fra Novaform til at udarbejde myndighedsprojektet og få byggetilladelse, der kom et væld af eksperter indover, blandt andet energiguruen Michael Sand, og Stevan tegnede så selv huset i 3D i programmet SketchUp. De tre nøgleord var komfort, æstetik og bæredygtighed. Visionen og missionen var at bygge med gode sunde materialer for at optimere indeklimaet, og integrere en avanceret energiløsning, så forbruget blev minimalt.

En lille kommode fra Green Square med en vintagelampe ovenpå.

I dag står det nu 225 m2 store nye hus selvkørende og selvforsynende og stort set vedligeholdelsesfrit. Processen tog 18 måneder, og imens boede familien i en skurvogn på grunden. Ja faktisk boede håndværkerne der også, og det hele udviklede sig til et større kreativt joint venture, hvor håndværkere, leverandører og familie og venner gik ambitiøst til værks. Alle lærte noget nyt undervejs. Det blev også til hyggelige grillaftener og folk, der væltede ind og ud. Onkel Henrik kom fra Svendborg for at hjælpe med at sætte vinduer i. Han blev i halvandet år.

– Vi er måske nogle af de få mennesker, der tænker tilbage på hele byggeprojektet med meget stor glæde. Vi er vant til at være sociale. Jeg er vokset op i et kollektiv i en meget kunstnerisk familie, og Stevan kommer også fra en storfamilie, så vi har altid mange mennesker omkring os. Og vores hjem er et samlingssted for børn, deres kærester, børnebørn, venner, familie. Det er en livsstil for os, smiler Sussan.

Tilbage til huset, der blev bygget uden lappeløsninger og kompromisser.

– Vi kalder det et solhus, fordi det er solens energi, vi bruger i mange former. Der er solfanger og jordvarme (jordvarme er solenergi opvarmet i jorden), og vores intelligente vinduer arbejder med solen som varmeleverandør i vintermånederne. Og vores farm af solpaneler på taget producerer strøm, fortæller Stevan.

På et bord står en skulptur af Sussans bror, kunstneren Johannes Nielsen, samt en skål af hendes mor, der også er kunstner, Lise-Lotte Nielsen.

En ren bo-maskine

Huset opsamler desuden regnvand til toiletskyl. Der er LED-lys overalt, og der er KNX-styret lys og lyd. Men ikke mindst er der investeret i den østrigske "vidundermaskine", Drexel und Weiss, et anlæg, som i princippet er husets hjerte og lunger, og som kombinerer alle de energiressourcer, der er tilgængelige i huset.

– Det er en ren bo-maskine. Vi har ikke skruet på en radiator, siden vi flyttede ind. Huset regulerer sig selv, og har helt selv styr på tingene – blandt andet udskiftes al luften i huset hveranden time døgnet rundt, og filtreres for pollen. At bygge og bo med god samvittighed er en naturlighed for parret.

– Vi er begge børn af 60'er-generationen. For os er der ikke et alternativ. Der findes så mange materialer og muligheder i dag, så vi har bygget for fremtiden, for vores børn. Og vi har hele tiden bestræbt os på at finde materialer, der bliver smukkere med årene.

I hjørnet hænger Knud, en selvskudt dåhjort. Maleriet er af Hans Wigart.

Æstetisk og bæredygtigt

Indretningen er et kapitel for sig, for de fleste miljørigtige og bæredygtige huse mangler ofte lidt på æstetikken. Men her er stilen også kompromisløs. Mørke farver, gråt og sort, matte overflader, teksturer, lidt dunkelt og dramatisk, men på ingen måde koldt. Pulsen sænker sig derimod, og der er en intens, intim og inviterende atmosfære.

Malingen er fra Keim, som er den sundeste, der findes. Det er en silikatfarve, en mineralsk farve, der består af sammensmeltet kvartssand og potaske, tilsat damp. Den er udviklet og patenteret i 1878, og afgiver ingen dampe. Her er der brugt glans 1, der er helt, helt mat. Der skulle 60 farveprøver til, inden parret var tilfredse, og der gik fire malere rundt og malede i fire måneder. Men parret var determinerede. Farvepaletten skulle være en modig "50 shades of grey ... and black".

– Ja, vi er ikke mørkerædde her i huset!, griner Stevan.

Køkkenet ligger i midten af huset som et epicenter – herfra forgrener alle andre rum sig. Der er glidende overgang mellem alle rum, uden afbrydelser, og der bruges skydedøre, som kan skjules helt.
Da gulvet går igennem alle rum, og der bruges samme materialer, træsorter og farver, skaber det kontinuitet og masser af "space". Planløsningen er utraditionel. Når man kommer ind ad hoveddøren, mødes man af en lille åben entré, derefter kommer teenageværelser og gæsteværelse samt toilet, videre hen ad den lidt dunkle brede gang åbner køkkenet sig lyst og favnende, og går videre ud i stuen.
Køkkenet i røget eg er fra Køkkenskaberne i Odense, snedkerbygget og det fineste håndværk, også inden i skabene. Der er ikke forskel på frontstage og backstage her! Væggen er beklædt med en rå grønlig granit. Barstole fra Hay. Pendler fra &tradition. Gulvet er egetræ, der er varmet op til 650 grader, så det bliver mørkt. Spisebordet af egetræsplanker er eget design, herom stole fra Ilva.

Sussans kontor er både atelier og arbejdsplads. Sussan er uddannet kunstmaler og kunstner ligesom sin bror og mor, mens faren var fotograf og morfaren gallerist. Hun maler store værker som dette, når hun ikke producerer film. Bordet er Stevans eget design. Parret kunne i første omgang ikke finde et sofabord til stuen, der havde den rigtige størrelse. De ville have et stort, men lavt bord.
Og så lavede Stevan selv et bord med mosaikparket i miniature-sildebensmønster, som han gav nausværte og olie. Resultatet blev så godt, at han også lavede et skrivebord til Sussan, og nu er bordene simpelthen sat i produktion og kan bestilles hos parret.

På bordet ligger tegninger af Sussans svigermor, en gave til hende, da hun fyldte 70. Alle gæsterne skulle på 30 sekunder tegne et portræt af hende uden at kigge på papiret imens. Tegningerne ligger nu parat til indramning. En unik, og meget smuk, gave.

Soveværelset har direkte udgang til haven. Over sengen hænger et maleri af Sanne Hedeskov Due. Sengelamper fra Rue Verte.

Der er to helt ens badeværelser i huset. Og de er holdt i helt samme stil og med samme materialer som i resten af huset. Vaskemøblet er ligesom køkkenet fra Køkkenskaberne.

Det sunde hus

Det hvidpudsede hus er alt andet end et standardhus. Alt er håndplukket og speciallavet. Det er bygget på et sandpudefundament, og hele husets sokkel og bund er støbt i ét stykke. Huset ligger på en stor pude af isolering, og der er ingen kuldebroer nedefra. Oven på fundamentet er der bygget med skumelementer beregnet til frysehusindustrien med fermacell på ydersiden, så det fungerer som en 100% tæt klimaskærm. Disse er sat på et jernskelet. Indvendigt er der isoleret med papiruld i vægge og loft. Der er vandbåren gulvvarme i hele huset (som dog kun bruges omkring 15 dage om året). Solfangere på taget genererer strøm selv på gråvejrsdage. Alle vægge er malet med Keim/Keimfarben. Keims silikatfarver er ekstremt åbne, så murene kan ånde, og er frie for tilsætninger og konserveringsmidler, som kan medføre irritation og allergiske reaktioner (indeholder heller ikke MI).

Det ene bad har indbygget badekar. Og det er et af de få steder, hvor parret har nedprioriteret det miljørigtige. For at holde på varmen er karret dog isoleret i bunden, så man kan sidde i timevis i varmt vand. – Vi har en øget bevidsthed om vores forbrug, men vi er ikke fanatiske. Og det giver masser af livskvalitet at tage et langt karbad i ny og næ.

Mellem de to teenageværelser hænger familiens "våbenskjold". Det er fundet på et marked.

Et udsnit af sofabordet designet af Stevan. Herpå coffeetablebook og kvindeskulptur fra Galleri Brethvad.

Et af de mange alternative valg er de vedligeholdelsesfrie riste i sort komposit fra Fiberline, der bruges i stedet for markiser på terrassen. Det er riste, der normalt bruges i havvindmølle-industrien – som helikopterplatforme. Da de normalt bruges i et aggressivt miljø, havet, kan de holde til lidt af hvert. Ristene tager solen fra flere vinkler og lader samtidig solen komme ind i huset og skabe varme. Derudover er ristene lette og grafisk flotterere end tunge markiser, og så kaster de fine skygger på murene.

I det nedsænkede loft er al lys, lyd og ventilation indbygget, og samtidig er loftet akustikforbedrende.

Huset styres af det østrigske Drexel und Weiss-anlæg, der diskret er gemt væk bag låger i bryggerset.

En opfindelse til haven

Parret har netop sat en god idé i produktion: Bagpipe, hedder designet, som hjælper dig med at holde styr på plasticposen, når du arbejder i haven og samler ukrudt og grene. Ja, faktisk kan den være en hjælpende hånd i alle mulige andre situationer, for eksempel på værkstedet eller når der skal samles gavepapir juleaften. Ideen er udsprunget af et velkendt hverdagsproblem og Stevans egen irritation, når han gik i haven. Når han klippede hæk eller ordnede bede, manglede der én til at holde posen, når den skulle fyldes. Ofte gik posen også i stykker, når der kom strittende grene og skarpe genstande i. Og som de idérige og entreprenante mennesker, de er, udviklede ideen sig til et regulært produkt. Et "rør", som passer nøjagtigt til en standardsæk, og som beskytter, holder posen på plads, og holder den åben. Og så står den selv, så det bliver nemmere, hurtigere og sjovere at fylde sække. Bagpipe produceres i Struer af genbrugsplast og koster 249 kr. inklusiv fragt. Se mere på bagpipe.com.