Se billedkunstnerens fantastiske atelier

Billedkunstneren Kirstine Roepstorff bor nu atter i Danmark efter 14 år i Berlin. Med sin mand og sine tre små døtre er hun flyttet tilbage til sin barndomsegn. BO BEDRE har besøgt den innovative kunstner her, lige før hun repræsenterer Danmark ved Venedig-biennalen i 2017.

Kirstine Roepstorff i sit fantastiske atelier

© Steen Evald

Kirstine Roepstorff (f. 1972) er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i København 1994-2001. Kort tid efter hun dimitterede, var hun en tur over New York, hvorefter hun flyttede til Berlin, nærmere bestemt til berlinerbydelen Kreuzberg. Nu bor hun atter i Danmark i smukke landlige omgivelser ved skov og vand på Damgård ved Fredericia, hvor hun har fået opført et drømmeatelier.

Atelieret ligger ud til en høj bakke ved siden af gården Damgård, hvorfra der er en vidunderlig udsigt til Lillebælt. Hovedhuset er omgivet af en stor naturpark. Det blev opført i 1850erne i nygotisk stil med spidsbuede vinduer og døre. Kirstine Roepstorffs forældre overtog i 1970’erne landområdet ved Lillebælt. Kirstine Roepstorffs far, som før beboede hovedhuset, bor nu selv i et lille hus ud til Lillebælt, mens hendes storebror og hans kone bor i avlsgården sammen med deres seks børn. Det er med andre ord et familiekollektiv med tre helt unikke adresser.

Efter en omfattende og endnu ikke afsluttet istandsættelse og modernisering af hovedbygningen flyttede Kirstine Roepstorff og hendes familie ind i 2015. Det første, den unge familie gjorde, var at installere jordvarme i bæredygtighedens navn, hvilket samtidig er økonomisk rentabelt, når man skal opvarme et meget stort hus. Atelieret er tegnet efter Kirstine Roepstorffs behov og udkast. Det er bygget i træ, beton og mursten og har forskudte planer med irregulære vinkler og en trappe, som snor sig op til den store hems med mødeværelse, køkken, gæsteværelse og kontor. Skønt atelieret er særdeles rummeligt, skønner Kirstine Roepstorff, at hun kunne få behov for en udbygning for at få plads til et yderligere værksted til produktionen og et lager til materialerne. Hun arbejder med et team af dygtige medarbejdere, lige som man gjorde det tidligere i kunsthistorien, hvor fx Michelangelo, Rubens, Thorvaldsen og andre billedkunstnere gjorde brug af ”ekstra hænder” for at nå de mange bestillingsopgaver.

– Når man arbejder med assistenter, gælder det om at få etableret en ordentlig arbejdsdisciplin, siger hun. Kirstine Roepstorff beskæftiger assistenterne tre dage om ugen for at skabe to assistentfrie arbejdsdage til sig selv. De dage er vigtige for roen og retningen. Egentlig er hun hele tiden lidt på arbejde:

– Som kunstner arbejder man nemt lidt hele tiden, det er en proces der bevæger sig oftest og mest, når man er i gang med noget helt andet. Når man har assistenter, skal man hele tiden være et hestehoved foran.

BILLEDE Kirstine Roepstorff i sit fantastiske atelier. Til højre ses et af hendes seneste værker, fra serien Rehearsing Volume (2017), hvor hun arbejder med pigment på lærred.

300 m2 atelier der yndes med årene

© Steen Evald

– Du har foretaget den berømte bevægelse hjemme – ude – hjem, som man kendte så godt i fortiden. Hvorfor vendte I tilbage til Danmark og oven i købet til det sted, hvor du voksede op som barn?

– Der er forskellige livsfaser. Nogle gange bevæger man sig ud, og andre gange vender man hjem. Det er vel ligesom at trække vejret. Da jeg var barn, fyldte Damgård alt, og så pludselig i mange år fyldte det ikke så meget. Da har andre steder med en anden energi været mere betydningsfuldt og livsformende for mig. Og måske har Damgård ligget i mig som et sovende frø, for nu fylder det pludselig vældig meget igen. Det har været relativt nemt at bevæge sig ud og at vende hjem. Og hvis der ikke havde været et Damgård, tja, så var vi nok ikke vendt tilbage, siger Kirstine Roepstorff. Hun har opfundet sit eget kunstneriske udtrykssprog. Allerede i akademitiden begyndte hun at arbejde med nye medier. Hun var i sin tid en del af den postfeministiske bevægelse af kvindelige kunstnere, som opstod på Akademiet i midten af halvfemserne. Sammen med kunstnerne Åsa Sonjasdotter, Andrea Creutz og Marika Seidler, Lisa Strömbeck, Katya Sander og mange flere var hun med til at danne gruppen ’Kvinder på værtshus’, som arrangerede udstillinger og aktivistiske happenings. Samtidig var hun medlem af Kørners Kontor med John Kørner, Kaspar Bonnén og Tal R, som førte en lige så aktivistisk linje med en tilsvarende høj udstillingsfrekvens. Igennem sin kunst har hun udforsket de udtryk, som vi i kulturen definerer som henholdsvis mandlige og kvindelige. Hun har arbejdet med tekstiler og bannere, flag og objekter af mange slags, og hun arbejder både konceptuelt og intuitivt.

På mange måder tager Kirstine Roepstorffs værker sig meget feminine og skrøbelige ud. Det gælder for eksempel et af hendes hovedværker, der er permanent installeret på Esbjerg Kunstmuseum: ’My World does not Exist’, som hun skabte 2001-2004 af hvidt bomuldsgarn og lysstofrør, mens rummet blev malet kridhvidt. Når man træder ind i dette rum, virker det i første omgang helt tomt, indtil øjnene langsomt vænner sig til det stærke lys. Så går det op for en, at der er udspændt tråde, som tegner konturerne af vinduer, døre og møbler. Det er et mageløst, immaterielt værk, som får benene til at vakle under betragteren, og som stiller spørgsmål ved, hvad vi i grunden ser, og hvad der er virkelighed. Det er det, kunsten gør, når den er bedst. Senest har hun lavet et værk til konditoriet La Glace i det indre København. Det er en art relief, hvor Kirstine Roepstorff tilføjer stofcollagen elementer i højglanspoleret messing – noget hun har excelleret en del i på det seneste. Når hun skaber sine værker til det offentlige rum, arbejder hun altid stedsspecifikt, således at forstå, at hun respekterer rummets farver og dimensioner og den kontekst og kultur, som værket indgår i. Hun er også i gang med en mobile i messing. Foreløbig hænger den som model i mindre størrelse, som hun har udført for at teste balancen og udformningen. Den endelige mobile reflekterer lyset og kaster skygge, mens den bevæger sig med luftstrømmene. Den er bestilt af Middelfart Kommune til deres nye rådhus, som skal opføres i år. Mobilen hedder “Hvalens Hjerte”, for der er så mange små hvaler i Lillebælt, og slet ikke så sjældent kommer en meget stor forbi. Og de har jo som bekendt verdens største hjerte, som Kirstine Roepstorff pointerer.

BILLEDE Det 300 m2 store atelier set udefra. Opført i træ og behandlet med linolie, så 
det med årene antager en grålig tone, der får det til at gå endnu mere i et med de omgivende marker og træer.

Messingmobile med klang og vibration

© Steen Evald

– Hvorfor har du skiftet dine fotokollager ud med messing?

– Det giver en visuel klangoplevelse. Vi orienterer os fortrinsvis med vores øjne, da vores synsapparat betyder utrolig meget. Men alt vibrerer, alt bevæger sig. Farver vibrerer, tanker vibrerer, mennesker vibrerer. I bund og grund er et billede blot en sammensætning af forskellige vibrationer, og de vibrationer har også en lyd. Jeg er interesseret i at inddrage den dimension i billeddannelsen. Det tilføjer en poesi og en abstraktion til mine billeder, som gør det nødvendigt at lægge den rationelle forståelse bag sig for i højere grad at opleve værkerne intuitivt, med sanserne, forklarer Roepstorff.

– Når jeg arbejder, tænker jeg ikke med hovedet i gængs forstand. Jeg tænker med sanserne. Jeg forsøger at bruge andre dele af intelligensen, når jeg arbejder. Vi har mistet så meget af vores tidligere så fintfølende sanseapparat i den moderne, digitale, hurtige og støjende tidsalder. Hulemenneskene havde på visse områder et langt mere udviklet orienteringsapparat, end vi har i dag. Vi ville nok ikke overleve mange dage i en hule, siger Kirstine Roepstorff.

BILLEDE Udsnit af en messingmobile fra serien Klangmenschen (2015). Klang og vibration er centrale temaer i Kirstine Roepstorffs kunst.

Atelierets centrale arbejdsrum med kig til kontor og trappe til 2. sal

© Steen Evald

Atelierets centrale arbejdsrum med kig til kontoret for enden og biblioteket på 2. sal forbundet af en snoet trappe lavet i træ i samme stil som huset ydre trækonstruktion.

Skitse i beton, messing og glas lavet af Kirstine Roepstorff

© Steen Evald

Skitse i beton, messing og glas – vigtige materialer i Kirstine Roepstorffs arbejde.

Andet arbejdsområde med højt til loftet og udgang til terrasse

© Steen Evald

Atelierets andet arbejdsområde med udgang til terrasse symbolsk forskudt fra det øvrige arbejdsrum via mindre trappe.

Collager opstillet under store vinduer og ovenlysvinduer

© Steen Evald

Collager i sin vorden. Det skrå loft og ovenlysvinduet giver luft og lys til reflektion og proces.

Diverse elementer i messing liggende på bord

© Steen Evald

I Kirstine Roepstorffs værker indgår ofte messing både i skulpturer og collager – her ses messingforme, der anvendes som applikationer på hendes collager.

Hvilerum i atelieret med panoramaudsigt over markerne

© Steen Evald

Atelierets hvilerum med panoramaudsigt over markerne.

Bibliotek og mødekrog i atelieret med kombineret spiseplads og mødebord

© Steen Evald

Atelierets bibliotek og mødekrog. Her står en stor samling af bøger til inspiration samt kataloger med Kirstine Roepstorffs egne udstillinger og værker.

Modelskitse af den danske pavillon af Kirstine Roepstorff

© Steen Evald

Modelskitse af den danske pavillon til Venedig Biennalen 2017, hvor Kirstine Roepstorff repræsenterer Danmark.

Udsigt over hav og strand og til Damgård, hovedhuset, hvor familien bor

© Steen Evald

Atelieret ligger med kig til Damgård, hovedhuset, hvor familien bor.

Relaterede Artikler