– Du har foretaget den berømte bevægelse hjemme – ude – hjem, som man kendte så godt i fortiden. Hvorfor vendte I tilbage til Danmark og oven i købet til det sted, hvor du voksede op som barn?
– Der er forskellige livsfaser. Nogle gange bevæger man sig ud, og andre gange vender man hjem. Det er vel ligesom at trække vejret. Da jeg var barn, fyldte Damgård alt, og så pludselig i mange år fyldte det ikke så meget. Da har andre steder med en anden energi været mere betydningsfuldt og livsformende for mig. Og måske har Damgård ligget i mig som et sovende frø, for nu fylder det pludselig vældig meget igen. Det har været relativt nemt at bevæge sig ud og at vende hjem. Og hvis der ikke havde været et Damgård, tja, så var vi nok ikke vendt tilbage, siger Kirstine Roepstorff. Hun har opfundet sit eget kunstneriske udtrykssprog. Allerede i akademitiden begyndte hun at arbejde med nye medier. Hun var i sin tid en del af den postfeministiske bevægelse af kvindelige kunstnere, som opstod på Akademiet i midten af halvfemserne. Sammen med kunstnerne Åsa Sonjasdotter, Andrea Creutz og Marika Seidler, Lisa Strömbeck, Katya Sander og mange flere var hun med til at danne gruppen ’Kvinder på værtshus’, som arrangerede udstillinger og aktivistiske happenings. Samtidig var hun medlem af Kørners Kontor med John Kørner, Kaspar Bonnén og Tal R, som førte en lige så aktivistisk linje med en tilsvarende høj udstillingsfrekvens. Igennem sin kunst har hun udforsket de udtryk, som vi i kulturen definerer som henholdsvis mandlige og kvindelige. Hun har arbejdet med tekstiler og bannere, flag og objekter af mange slags, og hun arbejder både konceptuelt og intuitivt.
På mange måder tager Kirstine Roepstorffs værker sig meget feminine og skrøbelige ud. Det gælder for eksempel et af hendes hovedværker, der er permanent installeret på Esbjerg Kunstmuseum: ’My World does not Exist’, som hun skabte 2001-2004 af hvidt bomuldsgarn og lysstofrør, mens rummet blev malet kridhvidt. Når man træder ind i dette rum, virker det i første omgang helt tomt, indtil øjnene langsomt vænner sig til det stærke lys. Så går det op for en, at der er udspændt tråde, som tegner konturerne af vinduer, døre og møbler. Det er et mageløst, immaterielt værk, som får benene til at vakle under betragteren, og som stiller spørgsmål ved, hvad vi i grunden ser, og hvad der er virkelighed. Det er det, kunsten gør, når den er bedst. Senest har hun lavet et værk til konditoriet La Glace i det indre København. Det er en art relief, hvor Kirstine Roepstorff tilføjer stofcollagen elementer i højglanspoleret messing – noget hun har excelleret en del i på det seneste. Når hun skaber sine værker til det offentlige rum, arbejder hun altid stedsspecifikt, således at forstå, at hun respekterer rummets farver og dimensioner og den kontekst og kultur, som værket indgår i. Hun er også i gang med en mobile i messing. Foreløbig hænger den som model i mindre størrelse, som hun har udført for at teste balancen og udformningen. Den endelige mobile reflekterer lyset og kaster skygge, mens den bevæger sig med luftstrømmene. Den er bestilt af Middelfart Kommune til deres nye rådhus, som skal opføres i år. Mobilen hedder “Hvalens Hjerte”, for der er så mange små hvaler i Lillebælt, og slet ikke så sjældent kommer en meget stor forbi. Og de har jo som bekendt verdens største hjerte, som Kirstine Roepstorff pointerer.
BILLEDE Det 300 m2 store atelier set udefra. Opført i træ og behandlet med linolie, så
det med årene antager en grålig tone, der får det til at gå endnu mere i et med de omgivende marker og træer.
