Huse —
Romantisk træhus ved skoven
Bianca Brangstrup bor med sine fire drenge i et skønt skovhus få meter fra en lille sø i Vedbæk. Kom indenfor i hendes charmerende hjem, som både er sjælfuldt og personligt indrettet.
Tekst — Pia Olsen/Living Stories
Her for enden af vejen ligger det lille, sorte træhus med hvidsprossede vinduer fra 1953, omgivet af høje træer. Går man på opdagelse i den skrånende grund og følger stierne rundt, havner man dybt nede i haven, hvor skoven spejler sig i den fine sø. Man kunne nemt tro, at vi befandt os i et sommerhusområde et sted i Danmark. Men billedet snyder lidt. For egentlig er vi på en sidevej til Strandvejen i Vedbæk – og lige ved siden af det lille træhus ligger store villaer side om side. I det nabolag syner huset ikke af meget med sine 78 m2, og først måtte direktør Bianca Brangstrup opgive drømmen om at købe huset, da det ikke kunne rumme hende og hendes fire drenge.
- Jeg elsker træhuse, og jeg har altid befundet mig godt i sommerhuse, der oftest har en mere afslappet og uformel stemning, fortæller Bianca.
Huset er personligt indrettet med et internationalt præg i de lyse rum. For lige så sort som huset er udenpå, lige så hvidt er det indvendigt, og de hvide lofter, vægge og gulve danner en fin ramme omkring Biancas stil.
- Jeg bor nok ret udansk, og jeg ejer ikke en dansk klassiker. Til gengæld har jeg mange antikke fund, og jeg elsker at omgive mig med ting, der har historie og sjæl. Og jeg kan lide tanken om at bo med møbler, som har levet et andet liv i andre hjem. Jeg er især glad for kombinationen af det rå mod det bløde. Som rustikt træ mod blød velour. Derfor er mit hjem meget kontrast- fyldt, for jeg er vild med antikke, kinesiske træmøbler, vamsede plaider og lampeskærme i velour. For mig ligger en personlig indretning i den måde, du kombinerer dine ting på, og de kontraster, der opstår. Så længe du har valgt dine ting med hjertet, vil de altid passe sammen, forklarer Bianca.
Langbordet fra Rosmosegaard Antik, som oprindelig var en port i Kina, er Biancas yndlingsmøbel. Det kinesiske vitrineskab er fra Rosmosegaard Antik. Ovenpå står glasvaser fra Rue Verte og Hotel Costes. Lysestagerne er fra Casa Katrine.
Nyt og gammelt mødes på konsolbordet fra Rosmosegaard Antik. Bordlampen er fra Rue Verte, og højttaleren A8 er fra Beoplay by Bang & Olufsen. Glasklokken med sommerfuglene er lavet af designer Julie Hugau og fås hos Rue Verte.
Bianca mikser rustikke materialer med feminine detaljer, som her, hvor sofabordet med bordplade i gårdsten fra Kina møder en messingvase med pæoner og en velpolstret sofa. Sofabordet er fra Rosmosegaard Antik, og sofaen fra Rue Verte. Pendlen hang i huset.
Der er valgt køkkenelementer fra Ikea i sort for at skabe et mere råt look. Bemærk fronterne med profil, de halvrunde greb og porcelænsvasken, også fra Ikea: detaljer, der passer til husets romantiske stil.
Stilen er gennemført hele vejen ind på børnenes værelser. Her er det Biancas næstældste søns værelse, der er indrettet med en seng, sengetæpper og puder fra Ilva. Den store gulvlampe, gulvtæppet, spejlkommoden og bordlampen er købt hos Rue Verte.
Annekset er indrettet smagfuldt med lækre materialer som stolen og puffen i velour fra Rue Verte samt et sengetæppe fra Ilva. Puderne er et miks af Ilva og Rue Verte, hvor også bordlampen er fra.