Kunstnerens personlige paradis

Store billeder skal ses i små rum, siger kunstneren Jesper Christiansen, som har gang i flere billeder på én gang i sit atelier. Han arbejder på baggrund af sorte lærreder, hvor tekst ligger i det nederste lag, og hvor landskaber og interiør danner de øverste lag.

Store malerier skal ses i små rum

Hvor ligger Paradiset? På sådan en råkold vinterdag, hvor kulingen udenfor river godt i kinderne, og bilen kører ad veje, der bliver mindre og mindre, kan det måske være svært at forestille sig, at Paradiset findes her i Odsherred i Vestsjælland, hvor en række sorte træhuse dukker op direkte ned til fjorden. Her bor kunstneren Jesper Christiansen sammen med forfatteren Anna Grue – et kunstnerpar, der har succes på hvert sit område, og det er her, de arbejder og lever i nøje opdelte arbejdsværelser og atelier og den private afdeling. I Jesper Christiansens domæne går vi gennem rum sprængfyldt med bøger og genstande, og borde også dækket med bøger, magasiner og udklip, vinduer med vaser og krukker, og gennem dette skatkammer af
inspiration ledes man ind i atelieret, som ikke er stort, men til gengæld er væggene plastret til med kolossale lærreder.

– Store malerier skal ses i små rum, klukler Jesper Christiansen, som
sidder og maler små blade og siv, mens Johan Sebastian Bachs vederkvægende toner er lydtapet. Her knokler kunstneren for at nå at blive færdig med sine nye malerier, der indgår i udstillingen Forbillede, som åbner i Kunst-foreningen Gl Strand i København i begyndelsen af februar. Han når sandsynligvis ikke at slutte processen, og derfor vil det store billede, han arbejder på lige nu, først blive færdiggjort under selve udstillingen.

Jesper Christiansen har forbilleder. Her er det den tyske digter Goethes første tur til Italien, som har været inspirationskilde til dette detaljerige billede. Goethes farvelære opstod på denne tur, så den ligger som et lag i maleriet.

Bruger benspændet til at miste kontrol

– Du har kastet dig over Paradiset som motiv og emne, mens mange kunstnere måske mere forholder sig til Helvede – findes Paradiset i Odsherred?

– Ja, det gør, men faktisk er det ikke noget, jeg har fundet på, for efter Anna og jeg er flyttet herop, har jeg opdaget, at fx den fremtrædende kunstnerfamilie Svane boede på en gård ret tæt herpå, og de var også tiltrukket af Paradiset som motiv. Da Svanerne byggede deres hjem, var det med ideen om at bygge et paradis, og de valgte bevidst ikke at være influeret af den nye moderne abstrakte kunst, men forholdt sig til landskabet og naturen heroppe. Dengang var stedet her en dagsrejse væk fra København, så der opstod hurtigt en kunstnerkoloni i Odsherred. Måske også fordi lyset er lige så godt, som det du finder i Skagen. Vi har lys fra havet fra flere sider, som reflekterer og flimrer. Den italienske digter Dante skrev sin Guddommelige Komedie i Syditalien, men flyttede Paradiset til Firenze, så jeg besluttede, at så kunne jeg også flytte det til Odsherred. Jeg tror, jeg ville have hans opbakning, hvis han fik mulighed for det, smiler Jesper Christiansen, som kan sine klassikere – ikke fordi han nødvendigvis læser dem fra ende til anden.

– Da jeg faldt over Dantes Guddommelige Komedie, begyndte jeg at kigge i den og syntes, den virkelig så kedelig ud, så jeg læste to sider, og min fantasi tog fat, for den begynder i helvede og ender i lyset. En fortælling om, hvordan mørke bliver til lys – og hver gang jeg sætter en lille klat på lærredet, så er det jo den vej, jeg går. Kunstnerne Blake og Botticelli er vilde med Helvede og Skærsilden, lige så snart de kommer til paradiset, så holder de op, så jeg tænkte, at her er der en tom plads i kunsthistorien. Så den snupper jeg.

– Jeg har overført Italien hertil og fx brugt Vejrhøj, som er det højeste sted heromkring, hvor Dante taler om det højeste bjerg i Italien, så jeg overfører hans billedsprog til mit eget. Og så har jeg brugt benspænd. Hvis jeg skulle male ting i Dante-billederne, skulle de være fundet på loppemarkedet i Vig. På sådan et sted ved man jo aldrig, hvad der er at finde. En dag skulle jeg bruge et spejl, og jeg kunne ikke finde et, men fandt en LP med sølvpapir, så det kom til at fungere som spejl. Jeg bruger benspændet til at miste kontrol over billedet.

Kunstnerens værksted ligger i forlængelse af atelieret og består af tusinder af bøger, kataloger, keramik og vaser i vinduet og en rød skrivemaskine. Her udforsker Jesper Christiansen forholdet mellem litteraturen og billedkunsten.

Ophæve rumfornemmelse og tidsfornemmelse

Jesper Christiansen var professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi indtil 2008 og er nok i dag i offentligheden mest kendt fra DRs Kunstquiz, og for da han i 2010 skabte et stort vægmaleri i kronprinsparrets palæ på Amalienborg Slot med motiv i form af et verdenskort.

– Du bruger sort som baggrund for dine malerier, hvordan opstod det?

– Det begyndte med, at jeg lavede udsmykningen inde i Frederik XIII Palæ. Det blev 8-9 måneder forsinket, for de måtte skifte loftet, så da jeg endelig kom i gang, var det som den kunstner, der fik det største rum, men også den kunstner, der var langsomst af alle, der var valgt ud, så det var noget af et pres. Jeg havde hidtil som så mange andre malet på hvide lærreder, og da jeg aldrig laver skitser, var det unægtelig lidt hårdt for opdragsgiverne. Det var Kronprinsens vestibulerum, jeg skulle lave. Et sted, hvor han har møder med folk fra hele verden, så jeg formulerede vist, at motiverne nok skulle handle om verden, så sagde kronprinsparret, at det jo lød noget upræcist, men jeg kunne ikke komme det nærmere. Da jeg så skulle i gang, opdagede jeg, at jeg ikke havde fået det dårlige lærred, som jeg havde bedt om. For mig er det vigtigt, at der er noget skidt og møg i overfladen, så når jeg laver en lige linje, så ryster hånden, og der opstår en spænding. Så malede jeg det hele sort, en rationel hurtig beslutning, men jeg vidste også at Kronprinsessen ikke bryder sig om sort, så jeg var noget usikker på det hele. En arkitekt har brugt sort i et italiensk alderdomshjem, der faktisk er malet helt sort. For hvis man er i et sort rum og vel og mærke vælger den rigtige sorte farve, så vil man opleve rummet som uendeligt – i hvide rum kan man se hjørner, det kan man ikke i et sort rum. Dermed ophæver man rumfornemmelsen og tidsfornemmelsen, og det ville jeg gerne arbejde med. Jeg har et trick, når jeg ikke helt ved, hvad jeg skal begynde med, så gengiver jeg, hvordan rummet oprindelig så ud. Derefter gik jeg i gang med verden. Det tog et lille år, så jeg malede altid med publikum på, og jeg vænnede mig til at blive betragtet. En kvinde fortalte mig under processen, hvordan en kunstner i 1300-tallet malede Kristus på sort baggrund for at opnå en tredimensionel effekt. Jeg følte, jeg var på rette vej, og den sorte flade fascinerer mig stadig.

Petit og ultradetaljerigt arbejder Jesper Christiansen sine motiver frem, som med dette italienske landskab.

Fra bogstaver til vinduer

Jesper Christiansens kunst kan ses udvikle sig motivmæssigt gennem nogle tidsperioder, hvor han har bevæget sig fra bogstaver til blomster, til vinduer, til landskaber og nu, hvor han blander det hele.

– Hvad er det for noget med dig og vinduer?

– Efter mine bogstavbilleder i 1995-96 kastede jeg mig over blomster og helst i potter i vindueskarmen, og derefter var vinduer et ret så naturligt næste motiv at udforske. Jeg synes, det er interessant at undersøge det “at se". Det at se på. Sådan begyndte de. Et vindue fx, ser du det udefra eller indefra?

Fat i beskueren gennem følelsen

Jesper Christiansen bruger mange, mange timer på et billede, hvor musikken ledsager ham i det ensomme arbejde. Yndlingskomponisten Bach og andre klassiske mestre er samarbejdspartnere i det langsomme arbejde.

– Som nogle siger: Han er godt nok dygtig, ham Jesper Christiansen, han er en god håndværker, og det er en del af processen. De første fem år jeg malede, var jeg opdraget til, at det skulle være grimt og se ud, som om det var malet med en stor gulvskrubbe. Pladserne med de store koste er ligesom taget, så jeg måtte snuppe de små til min kunsthandlers store fortrydelse, griner han og viser samlingen af bittesmå pensler, som fysisk er hårde at bruge, og derfor er hans fingre også tapet op under arbejdet.

– Det tager en krig at male et billede. Jeg bruger ikke assistenter, som jo ellers ikke er usædvanligt i store projekter, men det med, at det tager rigtig lang tid, behøver du ikke nødvendigvis registrere med hjernen, det kan du registrere med din intuition eller maven. Jeg vil helst have fat i min beskuer gennem følelsen. Det er i detaljen, at man finder det skønne. Jeg maler kun døde ting, men landskaber drager mig. Da Anna og jeg for nogle år siden tog til Sydfrankrig en vinter, forestillede jeg mig, at jeg kunne sidde udenfor og male i januar, men som Hans Bendix siger, er der intet, der er så koldt som vinteren i Syden. Så det var her, jeg indendørs begyndte at male bittesmå blade og siv, mens jeg kiggede ud på naturen.

Soveværelset flytter fra Odsherred og ind i udstillingen

Udstillingen Forbillede vil brede sig på flere etager i Kunstforeningen
Gl Strand, hvor 3. sal vil have en lille biograf, som vil vise klip og film, fx den russiske instruktør Tarkovskijs kultfilm Spejlet. Selve udstillingen bliver mørklagt, og sammen med Flügger har Jesper Christiansen udviklet vægfarver, som øjet kun fanger antydningsvis. En rød, blå, grøn og guldfarve. Fra Designmuseum Danmark er der lånt 10 Kaare Klint-montre, som vil rumme bøger, små skulpturer, tegninger og andre forbilleder. Der vil også indgå møbler, og Jesper Christiansens soveværelse bliver flyttet fra Odsherred og ind i udstillingen. Og malerierne vil reflektere over Dante, Goethe og fx Virginia Woolf – hvordan ser hjemmene i hendes ordrige fortællinger mon ud, når en maler af i dag fortolker dem? Jesper Christiansen beundrer den
franske postimpressionistiske kunster Pierre Bonnard, og drømmer om, at et af hans kostbare billeder er med på udstillingen. Begge kunstnere er fascineret af det lykkelige øje, hvor beskueren bliver belønnet med oplevelsen af skønhed. Så hvor er Paradis? Man kunne måske de næste måneder lede efter det på Gl Strand i København.

Her ses Jesper Christiansens egen scenografi af den store udstilling, som åbner i februar.