"Hvem fanden finder på at flytte herud?"

“Man taler om Tinggårdsånden”

Boligbyggeriet Tinggården er Vandkunstens moderprojekt. Det er et klasseeksempel på, hvordan arkitektur kan omfavne mennesker og stimulere fællesskab. Vi har besøgt parret Helle Lippert og Simon Botfeldt i deres hjem i det sociale arkitektureksperiment fra 70’erne.

En særskilt lille verden

Tinggården er et tæt-lavt boligbyggeri opført på en mark uden for Herfølge. Der findes ingen fæstning rundt om Tinggården, men alligevel har man fornemmelsen af, at huse og sind åbner op mod en fælles kerne, og at man på den måde træder indenfor i en særskilt lille verden.

Stedet er opført af Vandkunsten i perioden mellem 1971 og 1978 og blev startskuddet til arkitektvirksomheden. Projektet gjorde op med datidens teknokratiske betonbyggeri og havde en vision om at indsætte beboerdemokrati i det nære miljø via arkitekturen. Tinggården har siden dannet skole for Vandkunstens tilgang til arkitektur og er et klasseeksempel på, hvordan arkitektur kan stimulere sociale relationer og fællesskab.

Fokus på fællesskab

I det oprindelige Tinggården er der 78 hjem på i gennemsnit 78 m². De 78 boliger er inddelt i seks familiegrupper. Til hver gruppe hører et fælleshus med en tv-stue, en spisestue, et stort køkken og et vaskehus. I modsætning til andre boligprojekter udgør fællesarealerne 10% af boligarealet mod de almindelige 3%.

I de enkelte boliger er badeværelserne bevidst så små, at det næsten er umuligt at have plads til en vaskesøjle, hvilket betyder, at alle ses når der vaskes i fælleshusene.

Boligerne er placeret, så de vender ud til store grønne arealer. Man må ikke anlægge hegn eller plante en hæk, da åbenheden skal bevares. Rammerne stimulerer menneskelige møder, men fællesskabet er ikke påtvunget. Det er derimod noget, som de fleste aktivt vælger til og stolt værner om. Sådan er det også hos Helle Lippert og Simon Botfeldt, som flyttede til i 1993.

– Det var faktisk ikke kærlighed ved første blik, da vi første gang så Tinggården. Det var en efterårsaften, hvor vi skulle besøge nogle venner, som var flyttet hertil. Vi var kørt for langt og stoppede ude ved en benzintank på Københavnsvej. Skiltet ved benzintanken knagede i vinden, og efterårsbladene hvirvlede rundt om vores motorcykler. Det var en ren David Lynch-film. Vi holdt der ved siden af hinanden og sagde: “Hvem fanden finder på at flytte herud? Ikke engang kragerne gider vende her.”

– Men efter et års motorcykeltur gennem Europa og Vestafrika og to børnefødsler på Langeland ville vi hjem igen. Vi skulle finde et sted at købe hus, men ville vente med at købe noget, til vi fandt det helt rigtige. Efter en rundvisning i Køge, hvor vi havde svært ved at se os selv bo, besluttede vi os for at ringe til vores venner og høre, om de ikke kunne finde ud af, om der var noget ledigt i Tinggården, fortæller Helle og Simon.

Det perfekte sted at bo med børn

Flyttevognen ankom til Tinggården 15. december 1993. Hvad de troede var en midlertidig løsning, skulle vise sig at sætte rammen for deres liv. De fandt nemlig hurtigt ud af, at det var det perfekte sted at bo med to børn, og de blev hurtigt rigtig glade for det stærke fællesskab, som herskede på stedet.

Der var rigtig mange andre børnefamilier, og der var altid en voksen, som var klar på at lave snobrød, drager el.lign.

– Jeg husker et tidspunkt, hvor jeg lå syg og var faldet i søvn til tv’et. Pludselig vågner jeg, ved at en lille dreng sidder oppe i sengen og spørger “Hvad ser vi egentlig?”, fortæller Helle grinende, og Simon følger op:

– Nogle gange har vi stået her i køkkenet, og så har vi hørt en lille stemme kalde ude fra toilettet: “Jeg er færdig.” Så har det været et eller andet barn, som syntes, det var lettere lige at smutte ind til os end at smutte hjem.

I dag er Simon og Helles børn flyttet hjemmefra

... Men det betyder ikke, at de har lyst til at flytte fra stedet. De fortæller, at noget af det, som er fantastisk ved at bo i Tinggården, er, at man kan mærke, at arkitekterne har haft mennesket og det levede liv for øje, da de tegnede det.

– Vores hjem er meget fleksibelt og udvikler sig ligesom i takt med os. Fx er det muligt at til- og fravælge tillægsrum til ens grundbolig, så ens bolig bliver større eller mindre efter behov. Om sommeren er der helt lyserødt ovenpå i vores stue, når det store kirsebærtræ blomstrer lige udenfor, og mod haven vælter lilla nuancer ind igennem de dobbelte glasdører fra de mange rododendroner udenfor. Der er en særlig ånd her – det er sådan en følelse af, at alt kan lade sig gøre. Får man en idé, er der ikke langt fra tanke til handling, og ens naboer hjælper gerne til.