Husterapi i Greve
Camilla og Brian Da Costa Carlsen har langt om længe tilgivet deres hus, efter at det forrådte dem med fugt, skimmel og råd. Hvad der begyndte som et mareridt af en forsikringssag er nemlig endt med en ny arkitekttegnet førstesal og et helt igennem harmonisk hus.
Af
Ombygning af harmonisk hus i Greve
Kan en ombygning fungere som en slags hus-terapi, der får beboere og hjem på god fod med hinanden igen? I Camilla og Brian Da Costa Carlsens tilfælde – ja.
Historien begynder, da familien kommer hjem fra juleferie til en vandskade. Forsikringen blev orienteret, lækagen fundet og der blev sat en affugter op.
– Vi fik på et tidspunkt en taksator ud, der undrede sig over, at der på trods ad affugteren blev ved med at være fugtigt. Så tog han en prøve, hvor han gravede noget ubestemmeligt op fra under gulvet. Jeg kunne nærmest se på hans ansigtsudtryk, at den ikke var god, fortæller Brian.
Det, som taksatoren gravede frem under gulvet, var slagger – et populært fyldmateriale fra husets barndom. Problemet er, at når slagger bliver fugtige, er det umuligt at få tørt igen. Der var derfor ingen anden løsning end at bryde hele gulvet op. Familien blev genhuset, og imens viste udgravningen skimmel under gulvbrædderne i alle husets rum, og, da der blev pillet ved lofterne, var der også problemer med taget.
– Da vi fandt ud af, at der var skimmel i tagspærene, knækkede filmen for os. Nu var der efterhånden gået et halvt år, og vi ville bare gerne hjem. Forsikringen dækkede ikke skaden på taget, og det eneste vi hørte var; flere reparationer, flere omkostninger. Omvendt hang vi jo på det her hus og måtte gøre noget. Så midt i elendigheden valgte vi, at se positivt på det hele, og bruge uheldet til at få realiseret nogle af de drømme, vi havde for huset. Det var faktisk en lettelse, at nå frem til det punkt, fortæller Brian.
Se mere fra denne bolig hos Danske BoligArkitekter.
BILLEDE Huset set fra haven. Den nye overetage er bygget på husets midterste del. Grundens størrelse tillod i første omgang ikke, at overetagen forsatte over resten af huset. Senere nåede kommunen alligevel frem til, at familien havde ret til endnu flere kvm, men Camilla og Brian er glade for den mindre løsning, det endte med. De oprindelige gule mursten er blevet filset i samme grå nuance som den nye førstesal, så huskroppene taler sammen.

Ombygning af arkitekt Morten Dalsgaard
Det var her, at Morten Dalsgaard fra m4 arkitekter kom ind i billedet.
– Morten er et positivt og roligt menneske – lige det vi havde brug for. Han havde stor empati for vores situation, og da vi sad på terrassen og fortalte om vores ideer, begyndte han at skitsere og tegne med det samme. Imens sad vi bare og smilede – for nu begyndte vi at tænke i drømme og muligheder frem for bare skader, ulykke og økonomi, fortæller Brian.
Med arkitektens hjælp begyndte den husterapi, og ombygning, der skulle forvandle den flade 60'er-kasse til en skarp og moderne villa med en ny overetage.
– Det var faktisk på vores allerførste møde, at ideen om det høje rum med kig til hanebåndene i midten af huset opstod, fortæller Brian.
Fokus på at skabe plads og oplevelser
Arkitekt Morten Dalsgaard var i det hele taget fortrøstningsfuld, da han kom på opgaven og holdt fokus på at skabe plads og oplevelser i det ombyggede hus.
– Da fugtproblemerne var blevet løst, fejlede huset jo ikke noget. Hovedgrebet har været at vise, at der er kommet en førstesal på. Det er det første man oplever, når man kommer indenfor, hvor lyset vælter ned for oven. Det dobbelthøje rum er måske spildareal for nogen, men for mig en måde at skabe oplevelser.
I den nye planløsning har hele familien fået soveværelser på den nye førstesal, og åbenheden til overetagen gør huset mere overskueligt og sætter de nye kvadratmeter i spil i indretningen, sådan som familien ønskede sig det.
Se flere af arkitekt Morten Dalsgaards projekter her.
BILLEDE Skifervæggen i stuen spiller smukt sammen med stuens grå indretning. Huset var født med listelofter, men under renoveringen fik familien sat nye gipslofter op. Ovenlysvinduet kaster et fint lys på den grå sofa fra Ilva.

Fakta om huset i Greve
Familien fik: En gennemgribende skimmelsanering af det oprindelige hus. Totalombygning med ny førstesal på 57 m2 med tre soveværelser og bad. Specialdesignet trappe til den nye overetage. Ny facade og overdækket terrasse med lounge.
Proces: Arkitekt Morten Dalsgaard har stået for idé- og skitseforslag samt myndighedsprojekt. Materialevalg og samarbejde med entreprenør stod familien selv for. Camilla og Brian Da Costa Carlsen var genhuset under hele byggeriet.
Projektpris 2,5 mio. kr. Arkitekthonorar 50.000 kr.
BILLEDE Trappen er smuk forfra, bagfra, ovenfra og fra siden. Den er det første, man møder og er hele husets nøgle, som Brian formulerer det. Han og Camilla har selv designet den med det for øje og tænkt hvidevarer ind i den også, så trappen bliver en del af køkkenindretningen. Køkken fra Svane, stumtjener fra Boconcept, plantekurv fra Søster Flora.

Dejligt loungeområde på terrassen
Terrassen fortsætter stilen indefra med en effektfuld skifer-væg. Terrassen havde Camilla og Brian etableret og indrettet inden ombygningen, men den træder endnu flottere frem nu og klæder husets nye grå facade. Havemøblerne er fra Madison, Bord er fra By Løth

Smuk trappe op til førstesalen
Kig op af den nye trappe. Den åbne løsning med det dobbelthøje rum til den nye førstesal skaber en god forbindelse mellem oppe og nede, og huset virker ikke større, end at familien kan se og høre hinanden alle steder fra. Der er sat akustikplader i loftet ved trappen, og der er, trods to små børn i huset, ingen problemer med dårlig rumklang. Bag den lille dør til venstre for trappen har Julie og Elias et rummeligt legerum.

Overetage med tre værelser og et badeværelse
Der er blevet plads til tre værelser og et badebadeværelse på den 60 kvm store nye overetage. Gavlværelserne er i fuld bredde, mens de to mindre rum (værelse og badeværelset) deler en kvist, der hjælper på loftshøjden og rumstørrelsen. Ovenlysvinduer kaster et smukt lys ned på værelsesgangen.

Soveværelse med udgang til en altan
Camilla og Brian har indrettet sig i det store gavlværelse, hvor der også er gjort klar til en altan med en glasdør. De åbne hanebånd skaber hygge, og Camilla har sat dem i spil i indretningen med lamper og billeder. Sengetæppe fra Hay, spejl fra Gubi, &-tegn er et loppefund og stol fra Ilva.

Aflangt køkken-alrum i sort-hvid
Det var her det hele startede. Vandskaden i familiens køkken-alrum blev begyndelsen på den ombygning, der endte med en ny førstesal.

Stueetagens store badeværelse
Samme italienske flise fra Casalgrande fortsætter rundt i hele huset, også i stueetagens store badeværelse, som der blev plads til, da soveværelserne rykkede op i den nye førstesal.

Før billede af huset i Greve
Camilla og Brian Da Costa Carlsen blev faktisk frarådet at købe et hus med fladt tag. Alligevel kunne parret se muligheder i huset, som de renoverede gradvist i løbet af årene – indtil vandskaden, der afslørede husets (og tagets) svagheder. Huset ligger i et gammel sommerhusområde tæt ved vandet i Greve.

Fakta om Danske BoligArkitekter
Denne boligreportage er blevet til i samarbejde med Danske BoligArkitekter. Gå på opdagelse blandt de flere hundrede projekter, der alle er beskrevet, ved at gå ind på danskeboligarkitekter.dk. Danske BoligArkitekter er en ordning med flere end 100 selvstændige arkitekter over hele landet, der alle har dokumenteret erfaring fra byggeprojekter for private boligejere. Medlemmerne er uddannet indenfor energioptimering af boliger eller kan dokumentere en tilsvarende viden. Alle medlemmer har dækning gennem Danske BoligArkitekters særlige ansvarsforsikring, der også dækker rådgiveransvar, selvom arkitekten lukker sin virksomhed.