Hjemme hos MasterChef-kokken Mielcke

Køkkenet er et egetræskøkken fra Kvänum. De hårde hvidevarer er fra Gaggenau. Jakob Mielcke ser dem som de bedste på markedet, og det er også dem, de bruger i hans restaurant, Mielcke & Hurtigkarl, ved Frederiksberg Have. _Han bruger mange timer i køkkenet derhjemme, både alene og sammen med sin kæreste, Ditte. Til hverdag laver han tit braiserretter, som kan hygge sig, imens han bruger tid med børnene. Han rejser og arbejder meget, så han øver sig i ikke at bruge fire timer på madlavning. Når det skal gå rigtig stærkt, laver han pastaretten cacio e pepe, som falder i god jord hos børnene, der elsker ost. G__ulvet kom til sammen med køkkenet, da parret renoverede stueetagen. Valget faldt på plankegulve fra Dinesen i Douglas. _

Når Jakob Mielcke tryller i sit køkken hjemme på Frederiksberg, er der jævnlig gæs og vilde harer, der skyder genvej forbi køkkenvinduet. Han og kæresten Ditte bruger flittigt råvarer fra naturen omkring dem, når de laver mad i deres nye køkken, som bærer præg af, at der bor en kok i huset:

– Køkkenet er lavet sådan, at mit udstyr kan gemmes væk, for det kan ret hurtigt blive som en temapark med alle mulige åndssvage maskiner, så vi har lavet et jalousiskab, hvor de kan skjules, men også er lette at komme til, fortæller Mielcke. Ser man bort fra maskinerne, adskiller hans private køkken sig meget fra køkkenet i hans restaurant, Mielcke og Hurtigkarl:

– Komfuret i restauranten er som en Formel 1-racer. I vores hjem er det nok en Volvo. Der er noget stabilitet og tryghed i det.

I køkkenet blev der også plads til et vinkøleskab, men her ligger kun et lille udvalg af "hverdagsvin". De rigtige vinskatte gemmer sig i den vinkælder, han har fået lavet. Vinene dernede skal gemmes i mange år, og nogle af dem er reserveret til to helt særlige personer:

– Jeg giver mine børn en børneopsparing i vin. Jeg synes, det er sjovt, at de en dag står med noget i hånden, som jeg har valgt. De må selv vælge, om de vil veksle den til penge, men den bliver bedre forrentet end i en bank.

Over køkkenvasken hænger en PH-glaspendel. Der gik et helt år, før der kom lys over køkkenbordet, fordi parret ventede, til de havde fundet den helt rigtige lampe.

Rundt omkring i resten af huset finder man stole, sofaer og lamper formgivet af gamle danske designere. Møblerne har Mielcke ikke valgt for at sigte efter en bestemt stil. For ham symboliserer de noget helt specielt:

– Ligesom der engang var krise i møbelbranchen i Danmark, har der været krise i restaurationsbranchen. For ti år siden var København en gastronomisk udørk. Derfor måtte en håndfuld kokke fra min generation, bl.a. René Redzepi fra Noma, genfortolke udgangspunktet og råvarerne, og så blev København forvandlet til en verdenskendt maddestination. Uden at skulle måle sig med PH og Wegner så tror jeg, det var det samme, der skete, da de startede en verdensomspændende designbølge. Håndværkstraditionen og fascinationen af et materiale er den samme – de arbejdede bare med træ og stål, hvor vi arbejder med råvarer.

I stuens ene hjørne står Harry Bertoias Diamond Chair under Verner Pantons Globe-lampe. De to kunsttryk er lavet af Erik A. Frandsen i forbindelse med en litteraturpris, som Mielcke og Hurtigkarl har støttet. Under det ene tryk står Hans J. Wegners Kinastol. I køkkenet finder man vinkøleskabet med det vin, der er klar til at blive drukket. I kælderen gemmer sig et skatkammer af nøje udvalgte vine, der skal ligge mange år, før de må drikkes. Mielcke kender alle dem, der har lavet vinene i kælderen. Det betyder meget for ham. Af hårde hvidevarer er han særlig glad for komfuret, fordi det er induktion med fri zone – varmen flytter med kasserollerne, så man kan have mange ting kørende på samme tid, ligesom på en restaurant.

Porcelænet fra Bing og Grøndahl og Royal Copenhagen har Mielcke samlet på igennem mange år. Siden han var teenager, har han været fascineret af håndværkstraditionen bag dansk porcelæn. I kælderen vover han at påstå, at der gemmer sig testel til over 100 gæster. Vinglassene er designet af Maximilian J. Riedel, der ifølge Mielcke definerer, hvordan et rigtigt vinglas skal se ud.

Naturen omkring huset bruger Mielcke og kæresten Ditte meget i madlavningen. Der er altid chutney, marmelade og syltede ting fra området på lager.

I stuen står Harry Bertoias Diamond Chair og savner sin skammel, som er til reparation.

Spisebordet i massivt egetræ har Mielckes gamle fysik- og kemilærer lavet til ham som en gave. Over det hænger to værkstedslamper fra Louis Poulsen, og omkring det står fire stole fra Gubi.

Det store billede i stuen er lavet af Maiken Bent. Sofabordet er et arvestykke fra Mielckes farmor. I Eilersen-sofaen ligger et tæppe fra Henrik Vibskov, der er en gammel ven af Mielcke. I spisestuen står Børge Mogensens tremmesofa foran Arne Jacobsens AJ-standerlampe. I venstre side, over sofaen, hænger en litografi af Bjørn Nørgaard ved siden af et kunsttryk af Erik A. Frandsen.

Ved trappen står en skulptur af Bjørn Nørgaard. Over den hænger en samling af indrammede tegninger af Bjørn Nørgaards kone, Lene Adler Petersen. Kunstnerparret er gode venner af Mielckes familie. Det tog ham næsten ti år at få lov til at købe tegningerne med de tynde, knasende sprøde streger af Lene Adler Petersen, som var tæt knyttet til tegningerne.

Fra soveværelset kan man også nyde de grønne udsigter. Familien er glade for at bo i et så naturskønt område og stadigvæk kun have 15 minutter til indre by.

På badeværelset står et værk af Michael Kvium og bevogter vasken.

Under trappen hænger et billede af Benny Dröscher. Mielcke forelskede sig i billedet, fordi det er den bedste visualisering, han nogensinde har set af sin egen mad. Over billedet hænger PHs Snowball-pendel, og under det står Mielckes cykel, som han cykler til arbejde på, når han ikke tager bilen. Sidstnævnte sker lidt for ofte, mener han.