Fordelingsgangen leder ud i køkken og stue, som hverken er separate rum eller alrum, men noget midt imellem. Stuen ligger tre trin oppe i forhold til køkken og spiseplads, og er dermed adskilt på trods af fraværet af vægge. Midt i stuen står en stor åben gaspejs.
– Man går ind i en anden modus bare ved at gå de tre trin op. Det er her, vi går hen, når vi har brug for at slappe af uden at miste kontakten til det, der ellers sker på etagen, forklarer Britt.
Tydelig opdeling af forskellige zoner, store vinduer, der slipper dagslyset ind, og et balanceret varme- og ventilationssystem betyder, at der er et fint og behageligt indeklima i det store hus. Samtidig er der tænkt over akustikken, som ellers kan skabe problemer i huse med mange hårde overflader.
- Trods metervis af beton og masser af glas har huset en blød og dæmpet lyd. Det skyldes delvist, at her er trægulv, men også, at der er opsat lyd-absorberende plader i loftet, siger ejeren.
En af de ting, parret diskuterede med arkitekten, var, om opholdsrummene skulle være på første eller anden etage. Familien ville gerne have dem øverst, hvor de kunne ligge ud til fjorden, men arkitekten mente, at de ville have mere ud af, at opholdsrummene er i kontakt med udearealerne.
– Det vigtige har ikke været at få det flot og prangende, men at vi trives i huset. Det er de gode løsninger og rummenes placering, der gør, at vi kan være sammen uden at gå i vejen for hinanden. Vi har fx en indbygget sofa i køkkenet, som børnene er vilde med. De bor nærmest i den, siger Britt.
BILLEDE Et bredt trædæk forbinder opholdsrummene med udeområderne.