Få arkitektens 3 råd til en smart ombygning
Arkitekt Anders Barslund guider dig til den smarte ombygning med udgangspunkt i en gammel villa fra 1928.
Af
Ledt af lyset
Fra husets indgangsparti bliver man af lyset ledt ind i husets hjerte, køkkenet. Som Anders Barslund forklarer, er der noget med vores hjerner, som holder af at kunne se en lysning, eller få sat en forventning i kroppen om noget. Så det lille strejf af lys for enden af gangen fortæller en historie om det hus, man træder ind i. Fliserne er fra File Under Pop, knagerækken Mémoire er designet af Jakub Zak, væglampen er af Le Corbusier, og loftslamperne er af Vilhelm Lauritzen.

Anders Barslund har arbejdet med at skabe små rum omkring køkkenet, som afspejler familiens liv. Således er den lille karnap, som leder ud til haven, en plads, hvor børnene kan lege, mens forældrene laver mad. Køkkenøen kan bruges til tegneplads, det hurtige morgenmåltid eller et glas vin med gæster, imens maden forberedes. Køkkenet er fra Nicolaj Bo, loftslampen er af Vilhelm Lauritzen, og væglamperne er fra serien Mantis af Bernard Schottlander.

På køkkenets to elementer er der to forskellige bordplader. På den sektion, som står op mod væggen, er der en stålbordplade, for dette er køkkenets arbejdsstation. På køkkenøen, hvorved, man sidder og spiser, anretter maden eller bare hygger sig, er der en dekorativ, men mere sart marmorbordplade. Mellem arbejdsstationen og det store skab, som også indeholder køleskab, er der lavet en lille plads til familiens ældre gæster, som måske ikke kan være med til at lave mad, men som stadig gerne vil være en del af fællesskabet.

Arkitekt Anders Barslund har for nylig udformet en større ombygning af en villa fra 1928. Der var ikke noget stort budget, men han kunne på planløsningen se, at man relativt let kunne gøre en stor forskel. Det handlede først og fremmest om at skabe rum, der fik det liv, som skulle leves i huset, til at glide bedre. Før ombygningen trådte man direkte ind i en mørk gang. På højre side havde man køkkenet, og til venstre den store stue. Indretningen var et levn fra, da tjenestefolk stod i køkkenet, og det at lave mad var noget, som blev gemt væk. Hovedgrebet i
ombygningen blev derfor at vælte væggen for enden af gangen, og bygge køkkenet i det store rum, som lå der.

I dag er dette rum husets hjerte. Det er familiens samlingspunkt, og det er herfra, der pumpes liv ud i husets øvrige fløje og skabes rum, der giver plads til det liv, som leves i huset.
– Der er ét stort rum, som rummer både køkken, spisestue og stue, og derudover er der en masse små rum, som har forskellige funktioner, som er udformet på baggrund af familiens behov. Alle disse små rum, som blandt andet kan skabes med lys og skygge, skal tænkes ind, forklarer Anders Barslund.
Et andet vigtigt element, når man bygger om, er at renovere i tråd med husets historik. Nedrivningen af væggen for enden af gangen er således i trit med husets ophav fra 1928, hvilket er det tidspunkt, hvor funktionalismen tager sine spæde skridt. Et af funktionalismens vigtigste elementer er, at alle rum skal være gennemlyste, og denne fordring efterlever huset nu. Køkkenet, fra firmaet Nicolaj Bo, er lavet med forrammer, som man ville have gjort dengang, og husets to badeværelser er ligeledes renoveret i en funktionalistisk stil.

Det tredje vigtige element i en ombygning, handler om at skabe et hjem, som fører os nærmere naturen. Husets hjerte, køkkenet, er direkte forbundet til en stor terrasse, som leder os videre ned i haven, og tilførslen af det naturlige lys er også essentiel. Derudover har Barslund en teori om, at farven grøn taler til vores urhjerne og minder os om vores ophav. Derfor går farven igen flere steder i huset.
– Jeg har en påstand om, at vi får det bedre ved for eksempel at se på farven grøn. Jeg tror, desto mere vi emulerer naturen, desto bedre for menneskets velbefindende. Se bare på Jørn Utzon. Der er stort set ikke et eneste af hans design, som ikke har med natur at gøre. Det er også kun inden for de sidste 50 år, at vi bor, som vi gør nu. Vores bedste- og oldeforældre var meget mere udenfor end os. VKR-fonden har netop udgivet et studie, som viser, at vi bruger 90 procent af vores tid indendørs, og flere forskere kan påvise, at går man en tur i naturen, så kan det direkte måles i kroppen. For eksempel så får du flere hvide blodlegemer, som slår kræftceller ihjel. Mit livs mission er at skabe nogle hjem, som bringer dig tættere på naturen igen. Du er jo naturen. Det er dig, som skaber behovet for de der rum, og der kan vi så kigge på naturen for at lære, hvordan vi gør. Det var det, Jørn Utzon gjorde. De grønne farver er et eksperiment, men tænk nu, hvis det gjorde en forskel, siger Anders Barslund.

Mød Anders Barslund
Anders Barslund er en dansk selvstændig arkitekt, youtuber og smarthome-ekspert. Foruden at hjælpe diverse private mennesker med at lave smarte løsninger i deres hjem gennem sit arkitektvirke så har han også en blog på Youtube, hvor han poster videoer, som fortæller om nogle af de tanker, som ligger bag hans arkitektoniske projekter.
En af hans mærkesager handler om at få os til at leve bedre ved at blive mere opmærksom på vores naturlige og basale behov som mennesker. Vi er født i naturen, og vi har brug for ren luft, sollys og naturlige omgivelser. Vi navigerer, som mennesker, efter naturinstinkter, udviklet over hundredetusindvis af år, og Anders Barslund undersøger, hvordan man kan bringe flere naturlige elementer ind i hjemmet, så det ikke bare æstetisk ser bedre ud, men også på et helbredsmæssigt og sanseligt plan giver bedre mening.
For ham handler arkitektur om at skabe rum, hvor man bliver forført af lyset, hvor man kan bevæge sig frit, tage ophold, indtage stedet og gøre det ordinære ekstraordinært.

Her er masser af grønne nuancer og toner, og hele vindueskarmen er fyldt med grønne planter. Det er desuden en krog, hvor man kan gemme sig væk og slappe af, og samtidig være tæt på den øvrige familie.

Ved at bygge trappen lidt ud ledes man op til hjemmets øvrige værelsesafdeling, hvor man finder soveværelse, børneværelser og badeværelser.

Ligesom alle andre steder i hjemmet binder den grønne farve etagerne sammen i trappeopgangen, og måske har den den effekt, at den bringer os nærmere vores oprindelige ophav som mennesker – naturen.

Ideen om den gennemlyste bolig fra starten af 1900-tallets funktionalisme ses også her, hvor der, via et ovenvindue, driver dagslys ned ad trappen, og lader det lede en op af trappen, som man ledes af en lysning i en tæt skov. Den skulpturelle lampe er Hope Pendel fra Luceplan.



Husets to badeværelser er holdt i en funktionalistisk stil, som passer til husets historik. Skabene er snedkerbygget, og indbygget som man gjorde det dengang, og der er lagt tidsvarende terrazzo og opsat hvide fliser. Toilettet er fuldt integreret i væggen bagved, som på det ene badeværelse fungerer som et stort multifunktionelt møbel med skabsplads. Den grønne farve emulerer igen naturens farve, og harmonerer med resten af hjemmet.

Overalt i hjemmet er der adgang til naturligt dagslys, og stort set alle rum er udstyret med planter. I soveværelset er der adgang til en lille altan, og et stort hjørnevindue lader masser af lys ind. Lampen over sengen er Le Corbusiers Lampe de Marseille.
Læs mere om arkitekt Anders Barslund her og følg ham på Instagram.