En moderne nyfortolkning af en bondegård

Fremtidens bondegård er lige landet her - som et rumskib midt i det nordsjællandske landskabs bløde bakker.

Bondegård anno 2014

© Mads Mogensen

Vi besøger eksklusivt Steltons ejer og direktør Michael Ring og hans hustru Birgitte Ring, der nu har Danmarks mest spektakulære stutteri. Henning Larsen Architects har tegnet et mesterværk, der både fungerer som hjem og arbejdsplads.
Hvis man forestiller sig, at James Bond nynner den kendte danske børnesang “Jeg en gård mig bygge vil”, og en bygning derefter mirakuløst åbenbarer hans ønske, ja, så kunne hans gård muligvis se sådan ud. I al fald taber man både næse og mund, når man her nord for København kører rundt i svinget, og det sorte glashus manifesterer sig i horisonten. Lidt tættere på ser man nye sorte kasser i en stringent maskulin stil fordele sig nedenfor. Blødt op, når heste hist og her nysgerrigt stikker hovederne ud af vinduerne. Gården, som familien kalder den, er det fysiske udtryk af en vision om at bygge en moderne bondegård - velfungerende, praktisk og miljømæssigt i top med udnyttelse af de bedste energiformer. Og tegnet i en gennemført arkitektonisk stil af et af Danmarks og såmænd også verdens førende arkitektfirmaer. Michael Ring er ejer og direktør for et af dansk designs mest anerkendte varemærker, og er man kender af Steltons design, bliver man egentlig ikke overrasket over stilen i bygningen. Minimalisme og rene, flotte klare former er sammenfaldende ingredienser i bygning og design. - Vi var på vej i en ny livsfase, fordi vores to børn var ved at blive voksne og flyttede hjemmefra. Vi overvejede at købe et lille hus tæt ved vand og havn, så man nemt kunne gå om bord på båden - og så ellers asfaltere haven, så vi ikke skulle bruge tid på den. Men Birgitte er vokset op på en gård og har en stor interesse for opdræt af dressurheste, så vores tanker begyndte at bevæge sig over mod et liv på landet. Jeg interesserer mig for moderne arkitektur og havde på ønskelisten BIG eller Henning Larsen Architects, og det blev sidstnævnte, vi kontaktede, da vi havde den rigtige grund.
- Inden da konkretiserede vi de tre vidt forskellige inspirationskilder, som vi over mange aftener sad og fandt virtuelle billeder af. Den ene er inspireret af de byer, man finder på de græske øer, hvor hvide kubistiske former i et hvidt æskesystem fordeler sig på bakkerne . Det ikoniske Fallingwaters af den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright er et af verdens smukkeste huse, og endelig er Nordeas bygning tegnet af Henning Larsen i Københavns havn også et markant byggeri. Disse tre favoritter tog vi med, og hurtigt måtte vi erkende, at de hvide æsker blev for upraktiske og Wright-ideen for omkostningstung, så vi bevægede os over mod Nordea-stilen, og gårdens endelige udseende har klare inspirationselementer fra denne, siger Michael Ring, der klart vil anbefale nybyggere at udtrykke deres ideer i billeder og udklip, det gør tegningsfasen meget nemmere. Det tog seks måneder at tegne huset, hvor placeringen af hovedhuset blev diskuteret frem og tilbage for at ende pegende direkte mod syd, og hvor en sidste skarp linje blev trukket fra hovedhus til stalde, så der nu er visuel forbindelse mellem delene. Da tegningerne var godkendte, overtog Michael Ring tømmerne, og han har stået for selve byggefasen. En til tider hård proces, men de daglige beslutninger ville han selv tage. Grunden er formet af sidste istids bræers raspen af landskabet og de bløde bakker, der opstod efterfølgende, giver arealets hele tiden kuperede terræn en betagende veksling mellem mose, eng, skov og mark, som i den grad kan nydes ophøjet fra stuehusets panoramaudsigt 360 grader rundt. Klassiske danske gårde består af et stuehus med en eller flere stalde til, og denne opdeling ses også her. Stuehuset er det fælles område, resten er mere Birgittes domæne. Hendes store passion for dressurheste leves fuldt ud med både uden- og indendørsbaner af internationalt niveau, og hvor et aktivt liv leves, som det gør med krævende dyr i alle døgnets 24 timer. Da vi første gang besøger stedet, har en af staldens hopper netop fået et føl om natten efter en kompliceret fødsel. Husets største rum fungerer både som opholdsstue med store sofaer og gode lænestole, der inviterer til at læse og slappe af i, afbrudt af en brændeovn, der opdeler stue og spiseafdeling til 12 og det åbne køkken. Det store rum kunne lyde som et akustisk skrækscenarie, men er det slet ikke. Det skyldes uden tvivl den gennemførte bevidste brug af træ på gulv og det smallistede loft. Arkitektens ord om, at huset ligner en drejet stemmegaffel, er også i akustisk forstand velvalgt. Stuehusets mest imponerende element er den reol, som dækker endegavlen mod syd. Udstyret praktisk med stige, for ellers ville det være umuligt at nå de øverste hylder næsten fem meter oppe. Michael Ring har selv designet reolen som en kæmpe sættekasse i mørk linolieret mdf, så tv’et næsten forsvinder, og hvor barndommens Kimbøger blander sig med historiske værker, tidens nyeste romaner og sammen med udsøgte ting fra Michael Rings tid hos Georg Jensen, Royal Copenhagen og fx Steltons ikoniske Cylinda-Line som barsæt i sølv. Væggen bliver løbende forandret som et billede på familiens historie. En nutidig pendant til væggen med slægtsportrætter i de gamle gårde.

© Mads Mogensen

En usædvanlig spændende opgave, fortæller partner i Henning Larsen Architects Søren Øllgaard om dagen, da Michael Ring henvendte sig til ham og bad om en moderne nyfortolkning af en bondegård. Også modet fra bygherren til at gøre noget helt enestående er en sjældenhed. - Der er noget både raket, James Bond og en drejet stemmegaffel over bygningen, beskriver arkitekten det færdige resultats meget stærke grafiske effekt.

© Mads Mogensen

Stuehusets øverste etage er på 250 m2, og etagen nedenunder har status af kælder og rummer gæsteafdeling plus kontor. Alle facader er beklædt med Equitone fra Ivarsson, som er af fibercement med cement som bindemiddel sammen med fibre. Et bæredygtigt materiale med silkeblød overflade tilpasset det nordiske klima og derfor vejrbestandigt. - Vigtigt var det med brug af så meget sort materiale. at bygningen næsten kun berører landskabet, hvor fundament og søjler nærmest fjerlet finder fodfæste, ellers ville stuehuset blive alt for tungt, siger Søren Øllgaard. Energimæssigt rangerer bygningerne som energiplus-huse, hvor jordvarme og solenergi står for det meste forbrug. Staldene er topmoderne udstyret i forhold til miljøforeskrifter.

© Mads Mogensen

Der er på flere planer højt til loftet i stuehusets opholdsrum. Markante danske designklassikere får følgeskab af en over mandshøj skulptur af tyske Walter Kopp. Den kolossale reol giver rummet stærk personlighed, som den står fyldt op med glimt fra en families liv. Michael Ring har selv designet reolen som en stor sættekasse, hvor (her øverst) Arne Jacobsens Cylinda-Line i sølv er et af højdepunkterne. Sofaerne er designet af Hannes Wettstein for Erik Jørgensen. Samme firma står for de stærkt grafiske Corona-stole.

© Mads Mogensen

Brændeovnen deler det store rum naturligt op, og den kan ses fra begge sider. Det røde billede er af Inger Hansen. Spisebordet med plads til 12 står Spot on for, og rundt om bordet står et af Wegners mesterværker Den Runde Stol, kendt fra tv-duellen i 1960 mellem Nixon og Kennedy. På bordet ses stel fra Royal Copenhagen og design fra Stelton.

© Mads Mogensen

Møbler, arkitektur og design går op i en højere enhed med tre gange Poul. Poul Kjærholms glasbord PK61 og de mørkebrune Poul M. Volther-Coronastole, som adskillige gange har været brugt i fremtidsfilm, giver stærke skulpturelle linjer til rummet.

© Mads Mogensen

På bordet Dot af Paul Smith og en ny kande, begge fra Stelton. Tæppet er fra Linie Design, og gulvene med de brede lyse planker fra Dinesen.

© Mads Mogensen

Fra alrummet er der direkte adgang til en stor terrasse, der, når vejret tillader det, flittigt bliver brugt.

© Mads Mogensen

Køkkenet har en stor arbejdsstation med vask, komfuret med et godt emfang gemmer sig i bagvæggen. Køkkenet er fra Multiform.

© Mads Mogensen

De changerende blålige vaser på sofabordet er fra et Stelton-projekt, her sammen med Paul Smiths Dot-skåle.

© Mads Mogensen

Her fra indgangspartiet fornemmes den lige linje, som fortsætter fra stuehuset ned langs staldene. Michael Ring er en ivrig lystbådesejler og de lige linjer, der ofte ses på bådes skrog, har været hans inspiration. Søjlerne får det sorte hus til at virke let. Finn Juhls sofa Poeten i en flot grøn udgave får naturens farver udenfor ind i huset sammen med Arne Jacobsens lampe. Sofabordet er også af Finn Juhl, vasen med valmuerne fra vejkanten er af Alvar Aalto.

© Mads Mogensen

Både badeværelse og soveværelse er indrettet i skandinavisk stil med brug af lyst træ og hvide fliser. Her ses parrets badeværelse.

© Mads Mogensen

I soveværelset er lyse gardiner nødvendige for at skærme lidt for morgenlyset. Cuba-stolen er af Mogens Gøttler. Kommoden af Anders Nørgaard.

© Mads Mogensen

Helt bagest sydvendt på staldkompleksets tag sørger solceller for at producere strøm - sjældent ses solceller så integreret i designet som her.

© Mads Mogensen

Terrassen er vestvendt, så aftensolen kan nydes i lang tid. Møblerne er fra Cane-line, og på bordet ses olielamper af Erik Magnussen og kande af Arne Jacobsen, begge fra Stelton.

© Mads Mogensen

Udsigten fra stuehuset er forrygende, og i løbet af dagen kan man ophøjet nyde synet af stutteriets elegante ekvipager, mens hestene bliver trænet, og Birgitte Ring ses mere nede i stalden end oppe i huset i de dage, vi besøger gården. Hun er hele tiden i fuld vigør.

© Mads Mogensen

Stutteriet har også en indendørs ridebane - på billederne nederst er kvinden i den hvide T-shirt Birgitte Ring.

© Mads Mogensen

Som hvælvingen i en katedral danner stuehusets søjler dette grandiose rum - på den anden side af væggen står stuens kæmpe reol.

Relaterede Artikler