Danish modern i det græske øhav

Den græske sol er om sommeren ubønhørlig. Stærk og brændende skinner den fra en skyfri himmel, og det har grækerne taget højde for i deres arkitektur. De pittoreske byer, der ligger op ad bjergskråningerne på ø efter ø, er kridhvide, for den hvide farve beskytter en anelse mod den subtropiske varme, og mange steder er der forordninger, som påbyder, at også nye huse skal bygges i materialer, der er eller kan males hvide. Det gjaldt også for ejerne af denne betagende drømmevilla på Antiparos – en lille græsk ø på kun 35 km² i Kykladerne. Antiparos er et eftertragtet sted, og på østsiden ved Panagia har Nikos Valsamakis tegnet huset, vi besøger her. Han regnes for Grækenlands bedste nulevende arkitekt, og han er blevet kendt for sin evne til at få ude- og inderum til at flyde sammen. Præcis hvad ejerne søgte. Arkitekten har ifølge ejeren fornemmet familiens krav til en moderne bolig. Huset består af tre dele, hvor hovedhuset har køkken og leverum sammen med fem soveværelser.

Indretningen er først og fremmest en hyldest til 1950’ernes og 1960’ernes klassiske møbler og design. Her er Hans J. Wegner, Poul Henningsen, Arne Vodder sammen med Aino Aalto, Johnny Sørensen og Rud Thygesen. Smukke, nøje udvalgte eksemplarer med alder og holdt i en gylden tone, som giver øjet noget rart at se på i de strenge hvide rum.

Ejerne siger: – Vi har forsøgt at indrette os lidt underspillet, og den store fordel ved skandinaviske møbler er, at de på den ene side tilfører boligen noget hjemligt og komfortabelt, men på den anden side samtidig også giver en stil, som aldrig bliver umoderne.

Under halvtaget fra venstre havemøblerne Salon Tube fra 1951 af Mathieu Matégot, den ungarske designer og arkitekt, som med held eksperimenterede med at at gøre møblerne så tynde og i så fine linjer som muligt. Danske Gubi har i dag en del af kollektionen sat i produktion.

Udsigten er fuldstændig betagende fra det hvide minimalistiske hus, der er tegnet, så det tilpasser sig grundens forskellige nivauer. Hvor det er forholdsvis lukket ud mod vejen, åbner det sig arkitektonisk åbent ud mod havet. Huset er delt op i tre dele, hvor midterdelen består af et stort leverum.

Husets leverum er indrettet med udsøgte klassiske møbler. Wegners spisebord er fra 1950 med stole af Aino Aalto fra 1939, Koglen i kobber af Poul Henningsen er fra 1958. Johnny Sørensen og Rud Thygesen står for det lave bord med taburetter. Eames-parret er mestrene bag sofabordet i træ.

I opholdsstuen ser man, hvor flot inde og ude er integreret. Omkring sofabordet af Eames står to lænestole af René-Jean Cailette, den franske designer, der levede fra 1919 til 2005. Udenfor skimtes den store udendørs sofa, som kan rumme rigtig mange.

Køkkenet er specialtegnet til huset, og følger murenes rene hvide stil med grebløse køkkenlåger og bordplade i corian.

Den arkitektonisk smukt skårne trappe bliver endnu mere kunstfærdig med skulpturen Peak af engelske Gabriel Hartley fra 2010.

Poolen er tegnet, så vandet ser ud til at forsvinde ud i havet.

Danske Arne Vodder står for den tofarvede skænk i teaktræ. Da han engang blev spurgt om, hvad godt design er, svarede han, at det skal være brugbart samtidig med, at det skal være æstetisk smukt. Denne skænk var faktisk hans yndlinsgmøbel, hvor den blå del var designet som barskab. I dag er Arne Vodders design meget eftertragtet, Han døde i 2009. Lampen er italiensk og stammer fra 1950’erne.

Persienner beskytter rummene mod den stærke sol. Hans J. Wegners Y-stole og bord står her i egetræ sammen med den spektakulære mobile af Alexander Calder, købt hos Fondation Maeght.

Smukke plantekummer, som arkitekten naturligt har tegnet ind i bygningen, så væksterne beskyttes mod solen.

Badeværelset er både ude- og inderum med et system af lameller, der beskytter den badende mod sol – og nysgerrige.