Baghaven på toppen
Arkitekt Kaare Dahlmann har gjort op med den gængse opfattelse af, hvad et hjem er.
Selvom arkitekt Kaare Dahlmann fra tegnestuen Årstiderne i Herning har tegnet adskillige enfamilieshuse, har hans egen hjem været langt den sværeste at få ned på papiret. Boligen ligger i et nyere villakvarter i udkanten af Herning og består af tre forskellige moduler i hvert deres materiale.
Den høje kasse er beklædt med zink, husets base er lavet i tegl, mens garagen er opført i IPE-træ. Udgangspunktet har været at gøre op med den normale opfattelse af at bo.
- Folk bor typisk bag en hæk med en for- og baghave. Vores hus har en næsten sydvendt facade, og skulle vi bo med en for- og baghave, ville sidstnævnte komme til at ligge i skygge.
Jeg har derfor lagt baghaven oven på baghaven huset og opnået samme privathed, forklarer arkitekten. Den traditionelle hæk i forhaven, der også giver en form for privatliv, er erstattet af høje græsser samt et stort motoriseret indvendigt gardin, der dækker hele glasfacaden.
Gardinet kan styres, alt efter hvor åbent eller lukket huset skal tage sig ud. Det gør desuden, at solen ikke generer, men det er alligevel ikke mere lukket, end at man kan skimte, hvad der sker udenfor, mens folk derimod ikke kan kigge ind.
Det store gardin er dog ikke nok til, at man helt undgår solens varme stråler, men det er der også taget højde for. Et automatisk styringsanlæg sørger for naturlig ventilation. Så snart temperaturen stiger to grader over gulvvarmetemperaturen, åbnes de højtsiddende vinduer, så den varme luft under loftet suges ud.
Den indbyggede gaspejs var konstruktionsmæssigt en stor udfordring, fordi parret gerne ville have den åben fra tre sider. For at modsvare vægten af den tunge konstruktion var det nødvendigt også at lave en pejs udvendigt på huset. Bagest i billedet ses det flere meter lange gardin, der er tilkoblet en motor, så det ubesværet kan trækkes for, hvis solen bliver for skarp.
Den fritsvævende trappe fungerer også som et skulpturelt element i rummet. Kaare Dahlmann har selv skabt den i samarbejde med en ingeniør og en smed.
Huset består af tre forskellige kasser beklædt med hvert sit materiale. Den højeste i zink, den midterste i tegl, mens garagen er opført i IPE-træ, der er meget modstandsdygtigt over for vand.
Hvis du kigger godt efter på det mørke trægulv, kan du se, at der er skåret et hul i det lige foran glasgelænderet. Med bare en glasskærm som væg var der ikke et naturligt sted at hænge fladskærmen. Løsningen blev at sænke tv ́et ned i gulvet ved hjælp af en motor fra et hæve-sænke-bord. Birkefinerbordet er Kaare Dahlmanns eget design, mens sofaen er fra Eilersen.
Parret er vilde med den japanske stil, men elsker samtidig deres høje elevationssenge. De valgte derfor at grave et 40 cm dybt hul ned i fundamentet, hvori sengene er placeret.
Vægfliserne i bruseafdelingen er ligesom gulvet udført i travertin, men i et andet fliseformat. De smalle og meget aflange fliser er lagt i et net og kommer på den måde til at ligne en opmuret væg. Håndvasken i indfarvet mørkebrun beton er Kaare Dahlmanns eget design. Skabet omkring den er lavet specielt fremstillet med grundmoduler fra Kvik. Armaturet er fra Cassøe, mens belysningen er fra italienske Lumiere.