Parret fik kontakt til Iben Schlanbusch via Maries kusine, og hun gik som det første i gang med at spore sig ind på, hvad det var for nogle mennesker, hun skulle tegne hus til.
- Det er en meget vigtig fase, som en arkitekt ikke må nedprioritere, ellers kan man ramme helt ved siden af. Det er vigtigt, at forstå de mennesker, der skal bo i huset, kende deres værdier og vide, hvordan de lever. I tilfældet med Christian og Marie var det ret nemt at spore sig ind på, hvad de ville have, og de blev faktisk glade for den første skitse, som jeg præsenterede. På den måde var det et mønsterforløb, fortæller Iben Schlanbusch.
Da skitserne til huset lå klar, indgik Christian en aftale med typehusfirmaet Skovbohuse, der ud fra Iben Schlanbuschs tegninger konstruerede og opførte råhuset – men kun selve trækonstruktionen.
Alle ydervæggene inklusive isolering og beklædningen har ejeren selv bygget. Og her afveg familiens ønsker fra det gængse både hvad angår isolering og facadebeklædning.
- Vi vil ikke bo i en plasticpose. Jeg har før haft problemer med eksem og tilskrev det, at jeg på det tidspunkt boede i et nyt og helt tæt hus, der var isoleret med rockwool og dampspærre, som jo er det mest almindelige. Derfor har vi valgt at isolere med træfiber. Det giver et perfekt indeklima, og samtidig er huset topisoleret, fortæller Christian Tast.
Se flere af arkitekt Iben Schlanbuschs projekter her.
Det sidste vidner familiens varmeregning da også om. Efter at familien nu har ”prøvekørt” huset gennem flere vintre, kan de nemlig konstatere, at deres varmeregning er på siger og skriver nul kroner. Solcelleanlægget leverer strøm til varmepumpen, som styrer jordvarmen.
Familiens samlede strømforbrug er dog lidt større, end solcellerne kan klare, men en elregning på beskedne knap 300 kroner er, hvad familien må ud med om måneden.
BILLEDE Bag trådnettet på den øverste etage ligger forældresoveværelset.