Udefra syner huset ikke stort, men netop underetagen tilfører mange ekstra kvadratmeter. Der måtte også fjernes ikke så lidt jord fra grunden, da gravemaskinerne gik i gang for snart otte år siden.
- Byggeprocessen var lang. Det tog os omkring to år at bygge huset, og da vi flyttede ind, var det ikke nær færdigt, så vi boede i et af værelserne, mens vi gjorde køkken og badeværelser færdige, fortæller Viviana Iversen. I dag er hun mere end tilfreds med familiens hus.
Den lange byggeproces skyldtes delvist, at parret ville bygge så bæredygtigt og energivenligt som muligt og efter craddle-to-craddle-principperne, hvor alle materialer skal være giftfri og kunne genanvendes. For at gennemføre projektet måtte de uden for landets grænser.
De lod sig især inspirere af byggerier i Østrig og Schweiz, hvor man har mange erfaringer med lavenergihuse og andre former for dampbremse, der ifølge arkitektparret både har en længere holdbarhed og giver et bedre indeklima, så huset kan ånde.
- Dengang vi byggede var det meget svært at få dokumenteret, hvad byggematerialerne bestod af. I dag kan du selv i almindelige byggemarkeder få de fleste nødvendige oplysninger, fordi der er kommet mere fokus på miljøvenlige materialer, siger Rasmus Iversen, der er medlem af Danske BoligArkitekter.
Selv om det bæredygtige aspekt har været vigtigt for parret, har de dog ikke slækket på de arkitektoniske krav. Og de to ting går fint op i en højere enhed, mener parret.
Små og store lysindfald fra både brede, smalle, små og store vinduer, runde hjørner overalt, der bløder op og er med til at give god akustik, og masser af små detaljer er alt sammen elementer, der gør det til en oplevelse at færdes i ”togvognen”.
Se flere af arkitekt Rasmus Iversens projekter her.
BILLEDE Køkkenet er baseret på elementer fra Ikea kombineret med Rasmus Iversens eget køkkendesign i sort finer. Det runde ovenlys, som i øvrigt går igen flere steder i huset, kaster her lys over trappen ned til husets underetage.