
Dette køkken er en arkitektonisk genistreg – det rummer nemlig også et soveværelse
Hvad gør man, når man mangler et ekstra børneværelse, men hverken må bygge til eller har lyst til at flytte? Denne udfordring tog arkitekt Line Frier op, og resultatet blev en flot alkove midt i køkkenalrummet.
AfDa en familie på fem fra Aarhus begyndte at mangle et ekstra børneværelse, stod de i et dilemma. Familien boede nemlig i et to-etagers bevaringsværdigt rækkehus, hvor det ikke er tilladt at bygge ud.
Tankerne om at flytte til noget større begyndte at vokse, men familien var ked af at skulle flytte fra huset.
Området var perfekt og fællesskabet med naboerne kunne ikke være bedre. Samtidig var familien glade for rækkehuset, der, udover de manglende kvadratmeter, ellers opfyldte deres behov.
Derfor besluttede de sig for at se på mulighederne for at optimere de eksisterende kvadratmeter og kontaktede i den sammenhæng arkitekt Line Frier.
– Opgaven var at finde en ekstra soveplads til forældrene i huset, så børnene kunne få førstesalens tre værelser for sig selv. Det var en spændende og udfordrende opgave, for pladsen skulle findes i de eksisterende rammer i stueetagen, fortæller Line Frier, der er indehaver af tegnestuen Frier Architecture og medlem af Danske BoligArkitekter.