"Udstillingen skal være med til at tydeliggøre, at vi alle er forbundne"

Den danske Pavillon på arkitekturbiennalen i Venedig vil minde os om, at vi alle er forbundne - med hinanden og med naturen.

Con-nect-ed-ness: Den danske Pavillon på arkitekturbiennalen i Venedig
© Hampus Berndtson
Con-nect-ed-ness: Den danske Pavillon på arkitekturbiennalen i Venedig
© Hampus Berndtson

Con-nect-ed-ness

Den danske Pavillon på arkitekturbiennalen i Venedig sætter i år med udstillingen Con-nect-ed-ness fokus på menneskers forbundethed med hinanden og med naturen i en totalinstallation, der består af et gigantisk kredsløb af vand lokalt opsamlet i Venedig.

Som besøgende i Den danske Pavillon kan man opleve værket, der med reference til biennalens hovedtema ’How will we live together?’ vil minde os om, hvordan arkitekturen som kunstart kan synliggøre det usynlige og fremkalde en grundlæggende følelse af forbundethed mellem mennesker og jordens elementer.

– Vi lever i en tid, hvor vi tydeligt mærker de klimamæssige konsekvenser af, at mennesker i århundreder har opdelt verden i isolerede enheder uden at forstå, at vores handlinger har konsekvenser mange tusinder af kilometer væk. På godt og ondt med den nuværende pandemi som et foruroligende eksempel. Målet med Den danske Pavillon er at skabe et rum for en ny erkendelse af samhørighed; hvor de besøgende på egen krop kan mærke den forbundethed, vi alle er en del af, udtaler kurator på Den danske Pavillon, Marianne Krogh.

Udstillingen rejser spørgsmålet om, hvordan vi kan (gen)skabe et nyt meningsfuldt forhold til verden som et sted, hvor vi erkender det grundlæggende vilkår, at vi er forbundne – ikke bare med hinanden men med alt levende. Afhængighedsforholdet mellem mennesket og jord som grundlag for en bæredygtig fremtid for alle understreges ved at koble pavillonens installation direkte på jordens eget kredsløb.

Kurator Marianne Krogh har sammen med udstillingsarkitekterne Lundgaard & Tranberg Arkitekter skabt installationen.

– Som arkitekter prøver vi at give svar på, hvordan mennesker kan leve sammen. Vi arbejder ud fra det vilkår, at arkitekturen altid står i forhold til naturen. I pavillonen har vi arbejdet med at synliggøre et kredsløb, der gør, at vi begynder at forstå os selv som en del af noget større. I bedste fald kan udstillingen være med til at tydeliggøre, at vi alle er forbundne i en levende gensidighed, siger Lene Tranberg arkitekt, partner og medstifter af Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

Årets Arkitekturbiennale i Venedig finder sted i perioden 22. maj – 21. november 2021.

Con-nect-ed-ness: Den danske Pavillon på arkitekturbiennalen i Venedig
© Hampus Berndtson
Con-nect-ed-ness: Den danske Pavillon på arkitekturbiennalen i Venedig
© Hampus Berndtson
Con-nect-ed-ness: Den danske Pavillon på arkitekturbiennalen i Venedig
© Hampus Berndtson