Print et lille sommerhus på bare 8 timer

Med hjælp fra en 3D-printer kan det nu lade sig gøre at printe små, bæredygtige huse på få timer.

Print et hus på en dag
© PassivDom

Det kan være dyrt og især tidskrævende at bygge et nyt hus, men det behøver det ikke nødvendigvis være.

Et nyt, ukrainsk byggefirma ved navn PassivDom benytter sig af en robot, der kan 3D-printe næsten et helt hus – robotten printer gulv, vægge og tag, og så bliver vinduer, døre, vandrør og elektricitet installeret af en håndværker.

3D-robotten kan printe et hus på 35 kvm på bare 8 timer, mens nogle af de større huse dog kan tage op til en måned.

Selvforsynende minihus
© PassivDom

Et færdigt hus fra PassivDom er hundrede procent selvforsynende, da huset får elektricitet fra solenergi, der lagres i batterier, og vand opsamles fra fugtigheden i luften og filtreres.

© PassivDom

Alle systemer i huset kan nemt kontrolleres med en smartphone, og der er installeret et GSM-alarmsystem, som optager video af huset, når du ikke er hjemme.

Flytbart og nemt
© PassivDom

Samtidigt er huset også mobilt, så det kan ligge lige præcis, hvor du vil have det, og huset er ved levering udstyret med alt inventar såsom møbler, service og hvidevarer.

Priserne på PassivDoms huse starter ved $31.900 (ca. 217.000 kr.) for det mindste.

Husene kan på nuværende tidspunkt kun forudbestilles til levering i USA og Ukraine, og de første huse forventes leveret senere på året.

Kilder: Business Insider, PassivDom