© Heatherwick Studio

Kom, vi bygger en skatteø midt i New York!

Heatherwick Studio står bag en af verdens mest vanvittige projekter i New York. En hel ø til 130 millioner dollars skal opføres i Hudson River.

Over hele verden bliver storbyers havneområder bygget om til beboelses- og rekreative områder i disse år. Herhjemme er både Aarhus Havn og Københavns havne under konstant udvikling, fx skal den historiske Kvæsthusplads i hovedstaden forvandles til et moderne byrum af Lundgaard og Tranberg.
Men de helt store armbevægelser finder vi i New York, hvor det London-baserede arkitektfirma Heatherwick Studio er i fuld gang med at bygge en ... ja, skatteø, (Treasure Island), som bl.a. vil byde på et amfiteater med plads til 700 mennesker. Det hele kommer til at foregå midt på Hudson River som en udbygning til Hudson River Park ved 13th Street.
Det er et afsindigt ambitiøst anlægsprojekt, som kun kan lade sig gøre takket være private donationer. De kommer hovedsageligt fra mediemogulen Barry Diller og hans modehustru Diane von Furstenberg, og da byggeriet vil koste rundt regnet 130 millioner dollars, taler vi om den hidtil største private donation i USA.

Treasure Island vil stå færdig om et par år og folde sig ud over 10.000 kvadratmeter. Det bliver en flydende underholdnings-platform, hvor man kan nyde kulturellle oplevelser samtidig med en følelse af at være på en eksotisk ø-ferie.
Men Thomas Heatherwick, frontfiguren og idémanden bag det engelske arkitektfirma, har flere gigantiske opgaver i hus.
Han er – sammen med danske Bjarke Ingels fra BIG – i gang med Googles nye hovedsæde i Californien.
Og så har stjernearkitekten udtænkt en kæmpe bro over Thames i London sammen med en landskabsarkitekt og flere prominente London-borgere. Tanken er, at broen skal forene de nordlige og sydlige bydele med en frodig have hævet over den berømte flod. Visionen er at skabe et helt nyt og grønt gangareal fra Soho til Covent Garden.