Julefristelser – røde godter

Hvordan lyder marcipankugler med fyld af kirsebær og vaniljehjerter med jordbærmarmelade, ret lækkert, ikk?

Julefristelser
© Ulf Svane

En af julens hyggeligste traditioner er, når vi samles med familie og venner for at bage og lave konfekt til højtidens mange dejlige stunder. Vi lader duften af jul sprede sig, når vi forkæler dig med 4 lækre opskrifter og søde smagsoplevelser på både kager, småkager og konfekt.

Flødeboller med blåbærskum
© Ulf Svane

Store hjemmelavede flødeboller med hvid chokolade, marcipanbund og hindbærskum er top-luksus. Pak eventuelt et par af dem i lidt cellofan og giv dem væk til en, du holder af.

6 store flødeboller

Du skal bruge:

  • 100 g marcipan
  • 100 g hvid chokolade

Skum

  • 75 g sukker
  • 40 g glukosesirup
  • 30 g vand
  • 50 g pasteuriserede æggehvider
  • 1 spsk. sukker
  • 2 spsk. frysetørret hindbærpulver

Pynt

  • 2 tsk. hindbær- eller blåbærpulver
  • 1 tsk. spiseligt sølvstøv
  • 1 halvkugle-silikoneform ca. 7 cm diameter
  • 1 sukkertermometer

Sådan gør du:

  • Rul marcipanen ud, og udstik til små bunde, der passer i diameter til din silikoneform. Fordel på en bageplade, og bag bundene ved 200 ° i ca. 5 minutter.
  • Temperér chokolade – se fremgangsmåden under de hjemmelavede snebolde. Pensl 6 halvkugler i en silikoneform med chokolade. Sæt formen på køl, til chokoladen stivner.
  • Kom sukker, glukosesirup og vand i en lille gryde og bring i kog. Lad det koge, indtil massen har en temperatur på 117 °.
  • Kom æggehvider og 1 spsk. sukker i en røremaskine og pisk det let sammen. Hæld den varme sukkerlage ned i æggehviderne i en tynd stråle, mens der fortsat piskes. Pisk, indtil skummet er sejt og fast. Vend forsigtigt frysetørret hindbærpulver i.
  • Kom massen i en sprøjtepose med rund tylle og sprøjt det ud i de kolde chokoladeskaller. Luk flødebollerne
  • med marcipanbundene og stil på køl et
  • par timer.
  • Vend forsigtigt flødebollerne ud. Bland hindbærstøv med sølvstøv og drys på toppen af flødebollerne.
Marcipankugler med kirsebær
© Ulf Svane

God marcipan, amarena-kirsebær og hvid chokolade. Mere behøver du ikke, før du kan lave de her lækre marcipankugler.

ca. 30 stk

Du skal bruge:

  • 30 amarena-kirsebær
  • 300 g marcipan
  • 200 g hvid chokolade
  • kirsebærstøv

Sådan gør du:

  • Afdryp kirsebærrene. Skær marcipanen ud i 30 stykker, og rul dem lidt ud. Kom et kirsebær på hvert stykke marcipan og fold sammen. Tril forsigtigt til kugler.
  • Hak chokoladen og temperér den – se hvordan under de hjemmelavede snebolde. Dyp marcipankuglerne i chokoladen, og stil dem til tørre på et stykke bagepapir. Drys med kirsebærstøv.
Vaniljehjerter med jordbærmarmelade
© Ulf Svane

Kom lidt rød frugtfarve i grunddejen til småkager, og bag små hjerter af dejen. Vi lægger hjerterne sammen med jordbærmarmelade og nyder dem med et drys flormelis.

Ca. 12 stk.

Du skal bruge:

Grunddej

  • 200 g smør
  • 250 g hvedemel
  • 50 g sukker
  • lidt rød frugtfarve

Topping

  • 1 æg
  • 1 spsk. koldt vand
  • jordbærmarmelade
  • flormelis til drys

Sådan gør du:

  • Skær smørret i tern, og bland det med mel og sukker. Saml dejen hurtigt. Pak den i husholdningsfilm og stil køligt 1 times tid.
  • Tag dejen ud, og rul den ud. Udstik dejen til hjerter. Lav eventuelt et lille hul i halvdelen af småkagerne. Læg dem på en bageplade med bagepapir.
  • Pisk æg og vand sammen og pensl kagerne, inden de bages ved 200 ° i ca. 8 min. Afkøl på en bagerist.
  • Læg kagerne sammen med marmeladen, og drys med sigtet flormelis.
Red velvet-kage med frosting og hindbærsne
© Ulf Svane

En klassisk red velvet-kage, her med cream cheese-frosting. Kagen smager skønt på julebordet og rækker til rigtig mange.

10-12 personer

Du skal bruge:

  • 225 g usaltet smør
  • 275 g sukker
  • 1 vaniljestang
  • 3 æg
  • 300 g mel
  • 1 spsk. kakaopulver
  • 1 spsk. bagepulver
  • 1½ dl kærnemælk
  • 1 dl rødbedesaft

Frosting

  • 400 g flødeost naturel
  • 4 spsk. citronsaft
  • 11/2 dl flormelis
  • frysetørret hindbærpulver

Sådan gør du:

  • Pisk smør, sukker og kornene fra en vaniljestang rigtig godt sammen. Pisk, til massen er næsten helt lys og cremet. Tilsæt æggene et ad gangen. Tilsæt mel, kakaopulver, kærnemælk og rødbedesaft, og rør dejen ensartet.
  • Fór en kageform ca. 22 cm i diameter med bagepapir, og hæld dejen i. Bag kagen i ovnen ved 160 ° i ca. 1½ time. Lad kagen afkøle et kvarters tid, inden den tages ud af formen og afkøles på en bagerist.
  • Pisk flødeost, citronsaft og flormelis sammen.
  • Del kagen i to lige store dele med en skarp kniv, og læg bunden af kagen på et serveringsfad. Fordel ca. halvdelen af cremen på kagen, og læg den anden del af kagen over. Top med resten af cremen, og drys med hindbærpulver.