Årets julekage byder på en skøn kombination af søde italienske amarenakirsebær og god mørk chokolade. Kagen er intens og uimodståelig, og den holder sig fint i op til flere dage, hvis den opbevares i en beholder med låg.
Det skal du bruge:
Chokoladekage
250 g mørk chokolade
150 g smør
5 æggeblommer
200 g lyst rørsukker
200 g mandelmel
2 tsk. stødt kanel
50 g hakkede valnødder
½ dl saft/sirup fra kirsebærrene
100 g amarenakirsebær
1-2 spsk. hvedemel
5 æggehvider
Pynt
1-2 spsk. kakaopulver
Hvid og mørk chokolade
1-2 spsk. amarenakirsebær
Lidt saft/sirup
Sådan gør du:
Chokoladekage
Hak chokoladen groft, og kom den i en skål sammen med smørret.
Smelt det over vandbad, og rør det sammen, til du har en skinnende chokoladesmør.
Kom æggeblommer og halvdelen af sukkeret i en skål, og pisk det lyst og skummende.
Pisk den smeltede chokoladeblanding i.
Tilsæt mandelmel, kanel, hakkede valnødder og saft fra kirsebærrene. Rør dejen sammen.
Afdryp kirsebærrene – gem saften – og vend dem i hvedemelet – så synker de ikke ned i kagen, når den bages.
Pisk æggehviderne stive med resten af sukkeret, og vend dem forsigtigt i dejen sammen med kirsebærrene.
Fordel dejen i en smurt stjerneform drysset med mel – vi bagte kagen i en silikonestjerneform, men du kan også bruge en springform på ca. 25 cm.
Bag kagen ved 175° varmluft i ca. 45 min., til den har sat sig.
Mærk efter med en kødnål, om kagen er bagt. Hænger der dej ved, bages kagen lidt længere tid.
Afkøl kagen.
Pynt
Lav spåner af chokolade. Drys kagen med sigtet kakaopulver, og top med chokoladespåner og kirsebær.