© Anders Schønnemann

3 slags småkager

Vi gør juleræset lidt nemmere ved at bruge samme grunddej til alle tre typer af småkager.

Småkagedej

Ca. 50 småkager i alt

Det skal du bruge:

  • smør 250 g
  • sukker 1¼ dl
  • hvedemel 5 dl
  • vaniljesukker 2 tsk.
  • vand et par dråber

Sådan gør du:

  1. Skær smøret i mindre stykker, og kom det i en skål med sukker, mel og vaniljesukker.
  2. Ælt dejen hurtigt sammen. Tilføj eventuelt nogle dråber vand, hvis den er svær at samle.
  3. Del dejen i tre lige store dele, som bruges i opskrifterne herunder.

Småkager med marmormønster og kakao

Disse småkager er herlige sammen med en kop kaffe - men kan også serveres som tilbehør til vaniljeis.

Ca. 16 kager

Det skal du bruge:

  • småkagedej 1/3 heraf
  • kakao 1 spsk.

Sådan gør du:

  1. Tag ca. 1/3 af dejen (altså: 1/3 af den 1/3, du skal anvende i denne opskrift), og ælt sammen med kakaoen.
  2. Fold den lyse og mørke dej sammen, og rul til en tyk pølse, der måler ca. 5 cm. i diam.
  3. Pak pølsen i film, og læg den i køleskabet i 1 time.
  4. Sæt ovnen på 200 grader (ikke varmluft).
  5. Skær rullen i ca. 5 mm. tykke skiver, og læg dem på en bageplade med bagepapir.
  6. Bag kagerne i ca. 8 min.
  7. Tag ud, og afkøl helt, før du kommer dem i en tætsluttende kagedåse.

Småkagesandwich med kanelcreme

Kanel og jul - det hører sammen. Derfor kommer vi rigtig i julestemning af disse småkager med en creme af mascarpone og kanel.

Tip: Cremen kan også smagssættes med lidt frysetørret kaffe eller appelsinskal.

10-12 småkagesandwicher

Det skal du bruge:

  • småkagedej 1/3 heraf
  • mascarpone 2-3 spsk.
  • kanel en knivspids stødt

Sådan gør du:

  1. Pak dejen i film, og læg den koldt i en time.
  2. Sæt ovnen på 200° (ikke varmluft).
  3. Tag dejen ud, drys køkkenbordet med lidt mel, og læg dejen herpå.
  4. Rul dejen helt tynd - ca. 3 mm. Udstik småkager med en form eller glas.
  5. Læg kagerne på to bageplader med bagepapir, og bag en plade ad gangen i ca. 6 min.
  6. Afkøl kagerne helt.
  7. Rør mascarpone med kanel, og læg kagerne sammen to og to med lidt creme imellem.
  8. Servér straks.

Cookies med nødder, chokolade og ingefær

Tre ingredienser, der virkelig smager godt sammen - og jo mere nyknækkede nødderne er, jo bedre.

Ca. 16 kager

Det skal du bruge:

  • småkagedej 1/3 heraf
  • ingefær 1 tsk.
  • hasselnødder 40 g grofthakkede
  • chokolade 40 g grofthakket mørk

Sådan gør du:

  1. Vend småkagedejen sammen med ingefær, nødder og chokolade, og rul til en pølse på 4-5 cm. i diam.
  2. Pak i film, og læg på køl i 1 time.
  3. Sæt ovnen på 200° (ikke varmluft).
  4. Skær dejen i ca. 7 mm tykke skiver.
  5. Læg skiverne på en bageplade med bagepapir, og bag kagerne i ca. 10 min.
  6. Afkøl helt, og kom småkagerne i en tætsluttende kagedåse.