© Blueberry Tales

Festlig sommercocktail med gin og kombucha

Gin og kombucha er en genial kombination, som i denne friske somerdrink når nye højder.

Dette er den sommerlige version af den nemme og festlige Gin & Kombucha cocktail, som jeg kreerede til jul. Det er en fortsættelse af min affære med kombucha & gin, som her får selskab med en lyserød rabarbersirup, der får mit pigehjerte til at smelte. Kombineret giver det en chic cocktail, der er perfekt til sommerens selskaber på verandaen.

Som jeg forleden nævnte på Instagram (@blueberrytales), har Mikkel og jeg talt en del om det at følge vores drømme og ikke lade frygten påvirke vores dømmekraft. Da vi flyttede fra København her i foråret, flyttede vi ikke blot væk fra vores daværende jobs og fremtidige karrieremuligheder, men også fra vores venner og alt det, som gennem de sidste ti år var blevet vores hjem. Vi frygtede, at distancen ville ødelægge vores venskaber, og at vi ikke ville føle os rigtig hjemme et nyt sted. Sådan er det heldigvis ikke endt. I stedet har vi været værter for flere middage og brugt mere tid sammen med venner og familie, end vi nogensinde har gjort i København. I samarbejde med det sødeste vennepar, som også bor i Svendborg, har vi endda opfundet et koncept, som vi kalder for ’Grill & Tonic’; Dybest set er det bare en undskyldning for at hænge ud, spise lækker mad og tale natten lang med en drink hånden. Skål!

Og jeg er vild med mixologi. Kunsten og håndværket at mixe cocktails fascinerer mig. Vores barskab afspejler dog ikke helt min fascination. Jeg har sjældent et stort udvalg af ingredienser liggende til at kreere avancerede cocktails. Som i alle andre aspekter af mit liv, bestræber jeg mig på at indrette mig minimalistisk, og omgive mig med ting, som jeg elsker. Lidt men bedre. Her tænker jeg ikke på minimalisme i dets æstetiske betydning, men som en livsstil.

Netop derfor kan jeg godt lide ideen om en simpel og festlig cocktail, som jeg kan kreere med nogle få ingredienser, som jeg alligevel ville købe til madlavningen.

Inden jeg springer til opskriften, vil jeg gerne sige en stor tak til vores venner fra Læsk for at sponsorere nogle flasker af deres vildt lækre, økologiske kombucha til denne opskrift. Tjek deres webside for mere information om kombucha, og hvor deres produkter forhandles.

Gin, kombucha & rabarber sommer cocktail

(Giver to cocktails)

Ingredienser

TIL RABARBERSIRUP

400 gram rabarber
250 gram rørsukker
250 ml vand
1 teskefuld rosenpeber, let knust
2 teskefulde friskpresset citronsaft

TIL COCKTAILEN

5 cl gin
10 cl hyldeblomst-kombucha
1 spiseskefuld rabarbersirup
Rosenpeber
Isterninger

Fremgangsmåde

TIL RABARBERSIRUP

  1. Forbered rabarberstilkene; kasser bladene, rens stilkene og skær dem ud i 1 cm lange stykker.

  2. Læg rabarberstykkerne sammen med de resterende ingredienser i en lille gryde og bring det i kog. Lad det simre under låg i 20 minutter. Tag gryden af varmen og lad det stå i yderligere 10 minutter.

  3. Hæld rabarbersiruppen gennem en sigte - brug bagsiden af spiseske til at presse det sidste saft ud af rabarberne. Brug en tragt til at hælde siruppen på en steriliseret glasflaske.

  4. Siruppen holder sig i køleskabet i op til fire uger.

TIL COCKTAILEN

  1. Bland gin, kombucha og rabarbersirup sammen med et par isterninger i en cocktail shaker. Det hele røres sammen og sies ned i to cocktailglas.

  2. Pynt med rosenpeberkorn.

© Blueberry Tales
© Blueberry Tales