© iStock

Vil du have gratis rosé-is?

Rosé er lig med sommer – og rosé-is er sommer med endnu mere sommer ovenpå. Det mener de i hvertfald hos en nyåbnet is-bod, som deler gratis is ud på fredag.

© iStock

Det kan godt være, at sommeren indtil videre ikke har været noget at råbe hurra for – men det skal ikke holde os tilbage fra at nyde sommerens gode sider. Som fx rosévin, der er herligt læskende, også selv om temperaturen er på den forkerte side af 20 grader. Eller veltillavet is, som jo også altid er noget, man kan skovle ned, næsten uanset temperaturen.

Men hvad siger du så til kombinationen af de to? Altså ... rosé-is! Det kan kun blive godt. Hvis du også mener det, så skulle du nok lægge vejen forbi Restaurant Kellerdirk på Frederiksberg i København, som på fredag 14. juli åbner en ny isbutik, hvor den sommerlige vin-is-kombi står på menuen.

Og for at fejre åbningen med manér, har Restaurant Kellerdirk besluttet, at de første 100 gæster får en gratis rosé-is. Folkene bag lover samtidig, at det ikke er alle isene, der indeholder alkohol. Der vil også være varianter til børn eller dem, der bare gerne vil have en "almindelig" is.

Restaurant Kellerdirks is-butik åbner fredag 14. juli kl. 17, hvor de første 100 gæster altså får gratis is. Men du må hellere komme i god tid – vi bliver nok flere om buddet.