Dessert —
Sød, hvid chokolademousse med syrlige bær
Forbered desserten dagen før og undgå stress på dagen den serveres. Genialt!
Tekst — Morten Heiberg
© Ulf Svane
Hvid chokolademousse med gelé af røde bær
Rødgrødgelé giver denne mousse et let sødsyrligt modspil.
4-6 personer
Det skal du bruge:
Hvid chokolademousse
- 300 g hvid chokolade
- 60 g æggeblommer
- 35 g sukker
- ½ stang god vanilje, kornene af
- 250 g sødmælk
- 400 g piskefløde
Blød gelé af røde bær
- 60 g sukker
- 10 g pektin
- 175 g puré af røde bær, fx jordbær, hindbær, solbær eller brombær
- 75 g vand
- 1 spsk. citronsaft
Sådan gør du:
- Hak chokoladen, og kom den i en skål. Stil den til side.
- Bland æggeblommer med sukker og vanilje i en skål uden at piske det skummende.
- Varm mælken op til kogepunktet under omrøring, og pisk det i æggeblommerne. Hæld det hele tilbage i gryden og lad blandingen legere ved 85 ° under omrøring. Brug en gummidejskraber. Hæld den igennem en finmasket sigte.
- Hak chokoladen, og smelt den over et varmt vandbad. Lav en emulsion med creme anglaisen. Blandingens endelige temperatur skal være 40-45 °. Mål efter med et digitaltermometer.
- Pisk fløden til blødt skum. Stabilisér chokoladeblandingen med en smule flødeskum. Tilsæt resten af flødeskummen, når blandingen er blank.
- Fordel moussen i glas eller skåle. Ikke for tæt på kanten, da der skal være plads til geleen af de røde bær.
- Stil portionsanretningerne i køleskabet, og lad moussen sætte sig i min. 24 timer. Moussen er en meget let type.
Lav geleen:
- Bland sukker og pektin grundigt i en lille skål. Det er vigtigt, at pektinen binder sig godt til sukkeret.
- Kom puré og vand i en kasserolle. Tilsæt sukker/pektin under piskning. Bring pureen i kog, og tilsæt citronsaft. Sigt blandingen i en skål, og afkøl geleen, før den hældes i et tyndt lag oven på moussernes overflade.