Kærnemælkspanna cotta med granatæble

Nem, men noget så lækker nytårsdessert med frisk, fløjlsblød kærnemælkspanna cotta og syrligsød granatæblesirup.

Smukke nytårsdesserter behøver slet ikke at være svære at lave. Denne fine kærnemælkspanna cotta med granatæblesirup og friske granatæbler tager ingen tid at trylle frem og kan snildt laves dagen før, så du slipper for stress nytårsaften. Panna cottaen egner sig også perfekt til desserttapas. Lav da miniversioner i små shotglas eller lignende.

Ingredienser

Kærnemælkspanna cotta: 3 blade husblas 300 ml piskefløde 100 g sukker Korn fra 1 vaniljestang 300 ml kærnemælk Saft fra 1 citron

Granatæblesirup: 100 g granatæblesaft 50 g sukker

Desuden: Friske granatæblekerner

Mængde: 6 personer

Fremgangsmåde

Kærnemælkspanna cotta:

Udblød husblas i koldt vand. Kom fløde, sukker og vaniljekorn i en gryde, og bring det til kogepunktet. Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme fløde. Hæld fløden over i en skål, og rør kærnemælk i – lidt ad gangen. Smag til med citronsaft. Fordel panna cottaen i seks glas, og lad den sætte sig i køleskabet i min. 4 timer eller natten over.

Granatæblesirup:

Kom granatæblesaft og sukker i en lille gryde, og bring det i kog. Lad det simre i 10-20 minutter, indtil massen begynder at tykne let. Hæld siruppen på glas, og opbevar den i køleskabet indtil brug.

Ved servering:

Pynt hver panna cotta med en skefuld granatæblesirup og lidt friske granatæblekerner. Server evt. overskydende sirup og granatæblekerner i en skål ved siden af.

Tip: Pynt evt. panna cottaerne med lidt hakket hvid chokolade, hvis du savner lidt sødme og knas!

Du kan finde denne - og mange andre lækre opskrifter - i Magasinet Lækkerier, som kan downloades gratis i AppStore og Google Play.

Få mere inspiration hos Magasinet Lækkerier her!

Relaterede Artikler