© Frederikke Heiberg

Citrustærte

Sød og syrlig opskrift på en lækker citrustærte med glaseret appelsin og citron på toppen.

Opskrift på mørdej:
mel 250 g
sukker 10 g
salt 5 g
smør 200 g
æg 1 stk.
mælk 2 spsk.

Kom melet i en stor skål, bland sukker og salt i kanten af melet, og put smørret og ægget i en fordybning i midten, inden du ælter det hele sammen. Saml dejen færdig ved at trykke den sammen med håndfladen, mens mælken tilsættes. Lad dejen hvile koldt i mindst en time, helst en nat.

Forvarm ovnen til 200°. Fór en tærteform godt i bund og sider med den udrullede tærtedej. Dæk dejen med alufolie, fyld op med riskorn, og bag bunden i midten af ovnen i ca. 15 min. Tag formen ud, fjern forsigtigt ris og alufolie, og bag tærten igen i 5 minutter. Stik med en gaffel, hvis bunden løfter sig lidt. Tag tærten ud, og lad den køle af.

Fyld:
æg 6 stk.
sukker 260 g
citronsaft 2 dl, friskpresset
appelsinsaft 2 dl, friskpresset
appelsin 1 stk., usprøjtet, fileteret, og reven skal herfra
citron 1 stk., usprøjtet, fileteret, og reven skal herfra
smør 75 g
piskefløde 6 spsk.
flormelis til glasering

Kom æg, sukker, citronsaft, appelsinsaft og reven skal fra frugterne i en skål, og pisk godt sammen. Varm smør og piskefløde op i lille gryde. Tilsæt æggemassen, og sæt igen gryden over middelvarme. Rør rundt med en gummidejskraber, og lad cremen tykne, ikke koge. Hæld cremen igennem en si over i en skål, og lad den køle lidt af.

Skær fileter ud af citrusfrugterne. Varm ovnen op til 190°. Hæld forsigtigt cremen i den forbagte bund, og lad tærten bage på næstøverste rille i ca. 20 min. Læg så citrusfileterne i et fint mønster på tærten, sigt med flormelis, og glasér overfladen under ovngrillen eller med en gasbrænder.

Servéres lun eller kold.

TIP: Dæk tærtekanten med en stribe alufolie så den ikke bliver for mørk.