Kudadoo Maldives er netop blevet kåret som det bedste, nye luksushotel i 2019 af Luxury Travel Intelligence, og det er bestemt ikke uden grund. Resortet består af 15 private bungalows, der ligger i en krystalblå lagune ved Maldiverne. Udover den Instagram-værdige beliggenhed og den uforstyrrede havudsigt, må den eksklusive spa, vandfly og mulighed for privat butler blot være prikken over i'et.
Retreatet åbnede først i december 2018, men tiltrækker allerede kendisser verden over. Kudadoo Maldives ligger ved Lhaviyani Atoll i Det Indiske Ocean, hvor gæster bliver fløjet ud i privat vandfly fra Malé. Retreatet er perfekt til en afslappende ferie, men det er også den perfekte destination for et uforglemmeligt bryllup. Det er nemlig muligt at leje hele øen for et event, som gæsterne sent vil glemme.
Kudadoo Maldives er stolte af deres eksklusivitet og deres utrolige wellness-ydelser, men især deres miljøvenlige tiltag er noget, som retreatet bryster sig meget af. Faktisk er feriestedet med sine 984 solpaneler fuldstændig drevet af solenergi og alt éngangs-plastik er forbudt.
Desuden tilbyder retreatet en spa i verdens klasse, hvor man blandt andet kan opleve Maldivernes første Himalaya saltkammer, der skulle have fantastiske effekter på kroppens velvære.
Der er selvfølgelig også gode muligheder for at nyde en af de udsøgte lokale retter i retreatets restaurant, der fokuserer på lokale ingredienser og traditionelle teknikker.
Retreatet har 15 bungalows med enten 1 og 2 soveværelser, hvor hver bungalow har en unik udsigt over det azurblå hav. Dog er feriestedet udelukkende for voksne, så det er snarere go-to destinationen for en romantisk get-away, end familiens næste feriested.