Idyllisk hotelhytte i ét med havet

Væggene er af glas, og gulvet ender pludselig i det krystalklare, petroleumsblå vand. Vi besøger en arkitekttegnet hotelhytte på en ø i det nordlige Norge.

Hytten nærmest kravler ud over skrænten og lægger sig til rette på kanten af havet. Skellet mellem inde og ude
er så godt som ophævet.

© Nadia Norskott

Øya Manshausen

En stime af småfisk svømmer forbi. I modsatte retning, nede ved bunden, anes konturerne af en voksen torsk. Når man sidder her i stolen, så er der vand overalt. Man er midt i naturen. Og hvilken natur! Her får du brug for dykkerudstyr, kajak eller fjeldstøvler. Eller bare en god bog. Hotelhytten Øya Manshausen ligger i Steigen og er indbegrebet af Norge.

Her har polarfarer og eventyrer Børge Ousland bygget et anderledes hotel. En gammel landejendom er restaureret og delvis ombygget. Og nede ved sundet læner nybyggede hytter sig ud over kanten.

– Hver hytte har sin egen udsigt og private zone rundt om sig. Fremfor at bygge så tæt og billigt som muligt har jeg valgt at give hytterne plads, udsigt og kontakt med naturen, siger Ousland.

Indgangspartiet består af en solid skydedør, som leder ind til et vindfang.

© Nadia Norskott

At åbne mellem havet og himlen

Arkitekten Snorre Stinessen viste sig at være den rette til at give Ouslands ideer form og udryk. Så hvordan skal vi egentlig forstå den specielle konstruktion, de skæve vægge og den halvt åbne, halvt lukkede facade?

– Gulvet, som kravler ud over kanten, giver én følelse af at flyde over havet. Skrånende vægge øger rumfølelsen. Desuden har du muligheden for at læne dig mod dem. Det giver ekstra volumen i et rum. At taget løfter sig ud og op over mod glasfacaden gør noget med perspektivet, det udvider udsynet. Og det er jo netop det, som er hovedsagen: at åbne mellem havet og himlen, pointerer Stinessen.

Også fra køkkenet er udsigten upåklagelig, omend ikke lige så overvældende som i hyttens glasindfattede parti. På gulvet ligger linoleum.

© Nadia Norskott

To zoner

Samtidig bidrager hyttens mindre spektakulære bagpart til noget vigtigt.

– Når du åbner mod landskabet på denne måde, har du brug for en kontrast. Derfor er der bygget lavere og mere lukket i den anden enden.
Grebet er enkelt, men almengyldigt. Det øger følelsen af at være i en beskyttet atmosfære, og giver dig mulighed for at vælge graden af eksponering selv.

Indenfor i det, man kan kalde opholdsrummet, eller en indbygget glas-veranda, findes to zoner. En dobbeltseng til venstre og et køkken til højre. Her har vi fast grund under fødderne, men fuldt udsyn mod landskabet.
Videre ind er der et afskærmet soverum og bad, og til sidst et halvklimatiseret forrum, et vindfang, som i praksis er hyttens entré.

Hytten er kompakt. Sovezone og køkken er adskilt af en rumdelende hylde. Begge zoner har udsigt til landskabet.

© Nadia Norskott

At give folk oplevelser

Oppe i hovedhuset finder vi en fælles spisesal, opholdsrum samt flere sengepladser af den enkle slags – en madras på gulvet ind til væggen med et forhæng som eneste afskærmning. Det totale antal sengepladser er beskedne 22.

– Jeg kunne aldrig forestille mig at være hoteldirektør for mange. Mellem 20 og 30 passer mig bedre. Så får jeg en personlig kontakt med alle. Desuden vil det ikke passe til stedet med flere mennesker. Det egner sig ikke til masseturisme, jeg drives ikke af penge, men af at skabe noget og give folk oplevelser, slutter Ousland.

Landskabet omslutter opholdsrummet totalt. Stolen Scandia designet af Hans Brattrud er en klassiker fra Fjord Fiesta.

© Nadia Norskott

Manshausen

Landskabshotel og oplevelsescenter på øen Manshausen i Steigen kommune, drevet af Børge Ousland.

Hotellet består af fire arkitekttegnede hytter og et hovedhus.

Projektet har fået hele fire priser under Architizer A+Awards-ceremonien i New York. Hytterne var også en del af det norske bidrag ved arkitekturbiennalen i Venedig. Læs mere på manshausen.no.

© Nadia Norskott
© Nadia Norskott
© Nadia Norskott
© Nadia Norskott