
Prisvindende tv-serie får amerikanske turister til at flokkes til dansk bageri
Endnu engang har Danmark gjort indtryk i den amerikanske film- og tv-branche. Denne gang er det et af Københavns mest populære bagerier, der bliver besøgt i en af tidens mest hypede tv-serier.
Af — 16. august 2023Danmark – og København i særdeleshed – er efterhånden verdensberømt for sit suveræne gastronomiske niveau, hvor anerkendende priser og flotte ord i verdensomspændende aviser efterhånden er blevet hverdagskost.
Derfor giver det god mening, at den anmelderroste tv-serie ‘The Bear’ også besøger vores gastronomiske hovedstad i den nyudkomne sæson to.
Komediedramaet ‘The Bear’ er nemlig et gastronomisk eventyr, hvor en tidligere michelinkok overtager sin afdøde brors kaotiske sandwich-restaurant i Chicago. Serien følger restaurantens forskellige personligheder, mens der arbejdes hårdt på at få biksen op og køre.
I sæson to skal familieforetaget forvandles til en fornem gourmetrestaurant, og i den forbindelse rejser dessertkokken Marcus (spillet af Lionel Boyce) til København for at få ny inspiration.