Kunstner fra 1800-tallet er hot igen

Han har blandt andet inspireret H&Ms tøjkollektion, som udkom i efteråret.

© Nivaagaard

© Nivaagaard

Blomsterornamentikkens mester hitter igen

Den britiske kunsthåndværker m.m. William Morris (1834-96) er mere hot end nogensinde.

Selv tøjfirmaet Hennes & Mauritz har opdaget poesien og skønheden i hans vidunderlige tekstiler med blomsterornamentik, og søsatte i efteråret en cool serie dametøj.

Nivaagaards Malerisamling har vejret tidsånden og sætter nu fokus på ham. William Morris var foregangsmand inden for den britiske Arts and Crafts-bevægelse. Hans værker gennemsyres af en dyb interesse for blomster og planteornamentik, der peger frem mod den senere jugendstil/art nouveau.

Oprindelig studerede han teologi på Oxford universitet, men under sine studier blev han inspireret af middelalderen og de håndværkstraditioner, som rådede dengang. I den forbindelse kom han under den prærafaelitiske maler og digter Dante Gabriel Rossettis indflydelse.

Et smukt og sanseligt univers

Prærafaelitterne dyrkede den tidlige renæssances billedkunstneriske idealer i deres kamp mod industrialiseringen, som bød dem inderligt imod. Målet for socialisten Morris og hans ligesindede var at få værkerne ud til folket for gennem skønheden at revolutionere samfundet. Men i realiteten var deres værker så dyre, at kun overklassen havde råd til at købe dem.

Udstillingen viser Morris’ smukke og sanselige univers af tapeter, tekstiler, møbler, glasmosaikker, bøger m.m. Derudover vises værker af hans nærmeste samarbejdspartnere Edward Burne-Jones, nævnte Dante Gabriel Rossetti og Philip Webb. Nivaagaard til 16. juni.

Du kan læse mere om udstillingen her.

Relaterede Artikler