Går efter ultimativ anerkendelse
København har fået en ny ambitiøs restaurant, der går benhårdt efter at sætte Nordhavn på verdenskortet og skabe en gourmetoplevelse af så høj kvalitet, at det inkasserer en Michelinstjerne.
I spidsen for den nye Restaurant Hâidan, der er placeret i designhuset The Audo i Nordhavn i København, står chefkok Gabriele Rizzo.
“Vi sætter en meget høj barre for alt, hvad vi laver og præsenterer - alle elementer spiller sammen om at skabe en helt unik oplevelse, når du besøger vores restaurant. Jeg har høje ambitioner og indrømmer gerne, at vi går efter vores gæsters ultimative anerkendelse, men også anerkendelse i form af en Michelinstjerne - og vi arbejder hver dag passioneret for at give vores gæster en oplevelse, som får dem til at tænke, sanse og undre sig”, fortæller Gabriele Rizzo.
Fra Kina over Italien til Skandinavien
Gabriele Rizzo har tidligere stået i køkkenet hos blandt andre Jordnær og Geranium i København, Benu and Coi i San Fransisco og Món Vinic and Els Casals i Barcelona.
Menuen på Hâidan er en fortolkning af chefkokkens oplevelser og erfaringer fra de mange steder, han har været og arbejdet rundt i verden, og præsenteres som “en sammensætning af kinesisk fine dining og skandinavisk DNA – strøet med en generøs skefuld italiensk temperament”.
Udfordre og overraske
En middag på Restaurant Hâidan består af 18 serveringer primært baseret på fisk og skaldyr, hvor der er fokus på det elegante og komplekse, præsenteret visuelt, stramt og minimalistisk. Det er små mundfulde af koncentreret smag, fra det syrlige til det søde og fra det salte til det røgede.
“Min vision om Hâidan er at skabe et sted, hvor vi overrasker vores gæster med nye kombinationer af smage og ingredienser, præsenteret på en smuk facon, som de ikke har oplevet før. Jeg er ikke bange for at udfordre og overraske mine gæster. Når du går ud for at spise, er der mere i det end blot at blive mæt. Det er også for at få fortalt en historie, for at blive underholdt og for at opleve noget nyt”, fortæller Gabriele Rizzo.
Rene linjer og enkelthed
Den danske designvirksomhed Menu står bag indretningen af restauranten. Der, ligesom maden, har fokus på det minimalistiske og kontrollerede. Det er skandinavisk i sit udtryk med rene linjer, afdæmpede farver og gennemført enkelthed.
Restaurant Hâidan åbner torsdag den 24. august. Frem til den 6. september serveres der en tastingmenu til 1250 kr. Herefter kan man nyde en gourmetmenu til 1800 kr.
Læs mere og book bord på deres hjemmeside.