Da Camilla og Claus ved juletid for et år siden skulle træffe den endelige beslutning om at flytte ud af byen, var tvivlen stor. Begge havde de boet på det hyggelige Islands Brygge i mange år, og kvarterets livlige stemning med havnebadet og kulturbegivenheder og de mange cafeer var blevet en del af deres hverdag og livsstil. Parret var bange for, at kontrasten til forstædernes rolige tempo ville være for stor for den lille familie, der ud over Camilla og Claus består af sønnen Elliott samt hunden Sylvester.
– Vi overvejede at blive boende, og vi kiggede på flere projekthuse med en lille have og tagterasse i København, men blev dog enige med os selv om, at vi ønskede en have og mere luft omkring os. Vi tog derfor skridtet med at flytte ud af byen, siger Camilla.
Valget faldt på en skøn villa lige nord for København, så Camilla og Claus fortsat er tæt på byen, hvor de begge arbejder. Og heldigvis skulle det vise sig, at deres beslutning var den helt rigtige, og de nyder den ekstra plads, både ude og inde.
– Selvom vi ofte taler om og savner Bryggen, som vi begge har en stor forkærlighed til, har valget været det helt rette for os. Og vi har bestemt ikke fortrudt, at vi nu bor i en gammel patriciavilla, som i øvrigt er i stil med den lejlighed, vi kom fra, forklarer de.
BILLEDE En af de ting, parret glæder sig mest over efter at være flyttet ud af København, er den dejlige og store have, de nu har. Også familiens hund Sylvester nyder den lette adgang til det fri – ikke mindst, når der er masser af sne at lege i