© Annette von Einem

"Min jul varer hele året"

Blomsterdesigner Annette von Einem elsker julen, og hun forbereder sig faktisk hele året rundt. Få et spændende indblik i hendes travle juleforberedelser, og læs mere om hendes kommende julearrangement om årets tendenser og juledesign.

Jul hele året

Julefreak eller juletræt? Uanset hvad du føler for julen, så er ét helt sikkert: den melder sig hvert eneste år. For dem, der ikke kan vente, starter julen gerne i november, og i december får den fuld gas.

Jeg juler det meste af året, faktisk fra januar til december. Læs med her, og snup ideer og inspiration til din egen julefest.

© Annette von Einem

Julen starter forfra i januar

Dagene er blevet kortere, og travlheden med forberedelserne inden jul er i fuld gang. Det har de for mig faktisk været siden sidste jul, og jeg er netop taget til Amsterdam for at juleshoppe det sidste inden min jul seriøst går i gang.

Indkøbsvognen er stor, og der ryger kugler, kranse, kogler, tråd, vaser og ting, som jeg end ikke vidste jeg manglede, ned i jumbo-vognen. Jeg elsker at shoppe til julen!

De første juleindkøb starter allerede i januar lige efter forrige jul. Julemesserne ligger typisk i januar-marts måned rundt om i Europa, og det er på disse messer, jeg kan se, hvordan den kommende juls tendenser tegner sig, hvilke farver, metaller og materialer der vil markere sig i den kommende jul.

Jeg skridter kilometervis af messegange af, og kigger og kigger. Jeg ved ikke altid, hvad jeg leder efter, men når jeg ser det - bum! - så ved jeg det. Det kan være en kugle i en speciel farver eller overflade, en nål med en fantastisk dekoration eller måske en krans i et overraskende materiale, og det kan godt få mine assistenter til trække lidt på smilebåndet, at jeg kan blive SÅ begejstret for et eller andet stykke juledims.

Meeeeen, når julepynten, eller hvad det nu kan være, er indarbejdet i mit design, så ser de det også. Det er det, der er så spændende ved messer - at jeg aldrig helt ved, hvad jeg finder på min vej.

© Annette von Einem

Guld, glitter, rosa bordeaux & julerød

Jeg henter min inspiration til julens design fra messerne, moden, boligtrends samt i naturens egne materialer. Jeg samler glimt af farver, former og struktur op her og der, fra et modemagasin, en kroget gren eller en glimtende kugle.

Hvor jeg sådan helt præcist får min inspiration fra, ved jeg ikke. Det er sådan her og der, alle vegne, der bliver puslet sammen til mit.

Tendens 2016 har som altid flere tendenser, der arbejder på samme tid, men der er et tydeligt fokus på det enkle og elegante og med et strejf af luksusretro, sølv og blåt. En trend, der arbejder sideløbende, er farverne rosa bordeaux og guld. En yderst elegant og feminin kombination.

Men vores kunder er også vilde med den røde jul, og uanset hvilke trends vi ser ude i den store verden, så er den danske julefarve forever rød. Enkelt, elegant med gran og glitter, er altid et klassisk hit.

Juledesigns fra august

Jeg starter lige så stille med at fremlægge mine juledesigns til mine kunder i august måned. Hvilke kunder skal jeg præsentere for hvilket oplæg? Mine designmanualer indarbejdes til mine kunder, så de matcher deres koncepter. Nogle er til rød og klassisk, andre til det mere vilde og moderne.

Når vi når oktober måned, har de første kunder allerede modtaget mine juleforslag, og juleproduktionen er i fuld gang. November måned er årets travleste måned med juleudsmykning af hoteller og virksomheder, og større og mindre juleevents.

Jeg ligger fuldstændig vandret, og jeg har grannåle, glimmer og glitter overalt; på værkstedet, i bilen, på tøjet og ikke mindst på mine hænder - det er virkeligt svært at skure det glimmer af!

© Annette von Einem

Jul på Strandmøllekroen

Julen indebærer også lækre julearrangementer, og i år er holder jeg igen juleevent på Strandmøllekroen i Klampenborg. Det er den smukkeste kro beliggende direkte ud til Øresund og med Dyrehaven på den anden side.

Kroen har gennemgået en gennemgribende renovering, både på menukortet og indretningen, og fremstår som en stemningsfuld restaurant i moderne stil. Rammerne er perfekt til julehygge, brunch, julekranse og kugler.

Traditionen tro holder jeg mit første julevent på kroen den første søndag i november, hvor jeg præsenterer mit eget juledesign, fortæller om juletrends og højtidens klassikere. Jeg præsenterer også en overraskelse i år, og jeg kan næsten ikke vente!

Jul hos von Einem

Hvordan min egen jul ser ud? Siden jeg fik min søn Marco, som nu er 10 år, har jeg julepyntet vores hjem aftenen før 1. søndag i advent, når han sover. Så overrasker jeg ham med det om morgenen.

Vi har vores tradition tro altid kalenderkrans med 24 lys. Hver aften tænder vi et lys sammen, og jeg fortæller en lille julehistorie.

Juleaften har vi gennem mange år holdt i Østrig. Vi er nemlig vilde med at stå på ski, min familie og jeg. Men inden jeg drømmer mig væk til de hvide bjergtoppe, får du lige lidt tips og inspiration til din jul. Glædelig Jul!

© Annette von Einem

Tre hurtige til din jul

Amaryllis

Amaryllis hører julen til. En stor smuk blomst, der tager sig fantastisk ud i vaser. Desværre har stilken det med at blive blød og knække. Det kan undgås med et lille (hemmeligt) trick.

Amaryllis har en stor, hul stilk, og du kan forlænge blomstens levetid ved at stikke en bambuspind op gennem stilken. Det stiver stilken af, så den ikke knækker så let, når den bliver blød.

© Annette von Einem

Kalenderkrans

Placér 24 lys i din adventskrans i stedet for 4, og brug den som en kalender. Det ser smukt ud. Du er også velkommen til at købe en af mine på Strandmøllekroen d. 6. november.

© Annette von Einem

Ide til julebordet

Fyld forskellige vandglas med vand og drys kunstig plastsne oven på vandet og miks med lidt glimmer. Sneen flyder ovenpå, og derefter kan du arrangere et par blomster eller en buket i vandet. Det er hurtigt gjort, og effekten er stor - det giver en flot dekorativ oplevelse af sne i stuen og på julebordet.