Når kalenderen viser 1. december er julen allerede godt i gang i familien Lykkens hjem i Charlottenlund. Huset er tegnet af dansk arkitekturs store nestor, Arne Jacobsen, som et af den berømte arkitekts første. Det ligger smukt i Krathus-kvarteret ved kanten af Dyrehaven, og især ved juletid nyder Caroline Lykken og hendes mand Michael traveturene i skoven med børnene Johan på fem år og Alberte på to, som samler af naturens skatte såsom kogler og grene til at pynte med.
Julen herhjemme betyder endnu mere hygge og selskab med familie og venner. Jeg elsker stemningen ved juletid, at der er lys alle vegne og børnenes forventningsglæde, fortæller Caroline Lykken, som har videreført nogle af sine egne barndomstraditioner fra julen.
Børnene har således hver deres julesok til kalendergaver hængende på dørhåndtaget til deres værelse. Det er Caroline Lykkens far, som hvert år står for børnenes pakkekalendere, og de små gaver skaber stor jubel hver morgen. Fra mor og far er der de lidt større adventsgaver, som har plads på den hyggelige hjørnepejs i stuen.
Det, at bo i et hus tegnet af Arne Jacobsen, har ikke overraskende indflydelse på, hvordan familien pynter op til jul. Hjemmet er indrettet med nordisk enkelhed i den monokrome ende af farveskalaen, hvilket går godt i spænd med den minimalistiske arkitektur. Der bliver også gået forsigtigt til værks, når det enkle hus skal pyntes.
Ligesom arkitekturen er juleudsmykningen enkel og så tro mod stilen, som man nu kan være taget i betragtning af, at Arne Jacobsen var en designer og arkitekt, der ikke brød sig om pynt af nogen art. Når julen nærmer sig, får de kølige sorte, hvide og brune nuancer naturligt selskab af det grønne fra fx gran og grene. Julen i hjemmet har intet forhåndsbestemt tema, men ofte supplerer Caroline Lykken fundene fra skoven med etnisk julepynt i år er yndlingspynten de store, sortmalede glashjerter fra østen og så ellers masser af stearinlys i sølvstager. Plus hvad der ellers byder sig.
Julen behøver ikke at være så konceptet eller overpyntet. Det drejer sig om at være sammen, lave og spise god mad med venner og familie. Vi prøver hvert år at holde et juleklip-agtigt arrangement, men det bliver vist mere sjov og hygge end egentlig produktion af pynt.