Henriks jul

Det begyndte, da Henrik Hviid var seks år, og siden har juletræet haft en helt særlig status.

Hans mor gav børnene – Henrik og hans søster –hvert sit juletræ, som de skulle pynte. Ikke som et fastelavnsris, lød formaningen, men med de juleting. som de fik i den pakkekalender, der fulgte med.

Sådan blev en samling og en passion født, og det er nogle af de erindringer, som dukker op, når træet hvert år søndagen før jul bliver pyntet.

Over 1000 ting pakket ultratæt ned i fem flyttekasser bliver forsigtigt fundet frem og finder nøjagtig den plads, som kuglen eller figuren havde året før. Eller sådan cirka – for to træer er naturligvis ikke helt ens.

Pyntningen er fast arbejde i ti timer, før alt har fundet sin gren. Her er de små antikke kugler fra oldeforældrenes hjem, dér hottentotterne i glas og dér aspargespyntet af tysk herkomst.

Alle tingene nøje udvalgt og købt eller givet som gave. Hele året er Henrik Hviid på udkig efter nyt, så hvis han en sommerdag på et loppemarked eller hos en antikvitetshandler ser noget attraktivt, så køber han det.

Henrik Hviid er især kendt for gennem efterhånden mange år at sy smukke kjoler til kongehus og adel, men er måske knap så kendt, som manden der laver private indretninger og blandt andet har designet og syet gardinerne i Frederik 8’s Palæ.

Juletræet henter han på Skjoldenæsholm Gods, og det er altid over 4 meter, selv om loftshøjden i lejligheden er 3½ meter. Toppen af en normannsgran er for en perfektionist som Henrik Hviid ikke tæt nok, så derfor korter han den øverste del af, og med skruer mellem grenene får han et resultat, som ser mere harmonisk ud.

Det er også på de øverste grene, at han anbringer det mest værdifulde pynt. Kugler med størst affektionsværdi, for festerne i juletiden udvikler sig en gang imellem og resulterer i knust pynt.

Juleaften har særlige traditioner. Middagen bliver først serveret kl. 21.00. For inden da går gæster og værter en lang tur i det gamle København.

Byen er hel tyst – måske som i 2010 dækket af et tykt snetæppe – og bag husenes vinduer gløder der af liv. Dén følelse af stilhed og glæde plus en god appetit tager selskabet med hjem til bordet.

Træet står til Helligtrekongersdag, og så er det kærestens opgave at tage alle tingene ned igen. Fem timer senere bliver flyttekasserne pakket væk – parat til igen at se dagens lys 11 måneder senere.

Et bundt asparges hører til designeren Henrik Hviids yndlingsjulepynt, og derfor får det altid en hædersplads. Købt i stormagasinet KaDeWe i Berlin.

Lejligheden i midten af København dekoreres i december med op til fire forskellige adventskranse. Denne ovale krans har nogle år blåt bånd og lys, men da sidstnævnte er svære at finde i den rigtige nuance, bruger Henrik Hviid også hvidt og rødt. Jernstativet har hans far smedet, og selve kransen i flettede lærkegrene bliver gemt år efter år – en gang imellem får den et frisk spray af sølv.

En grøn frø med krone frister beskueren, og sådan har juletræet sjove og fine detaljer.

Juletræet fylder godt i den ene stue, der som resten af lejligheden har farvede vægge, antikviteter og store smukke lysekroner. Tæppet under træet stammer helt tilbage fra Henrik Hviids oldeforældre, der ejede en manufakturhandel i Hillerød. Tjenestepigerne syede tæppet til deres herskab i 1904. Julelyseholderne er fra Georg Jensens mangeårige produktion, hvor der hvert år kommer et nyt motiv. Træet bærer to stk. fra alle årene inklusiv de særlige, der kom i forbindelse med Kronprinsparrets bryllup. Topstjernen er ikke altid den samme. Henrik Hviid har adskillige at vælge imellem, for så stort et træ kræver sin stjerne.

Den russiske juveler Peter Carl Fabergé blev omkring år 1900 berømt for de finurlige og ædelstensbesatte æg, han skabte til bl.a. den russiske zar, og de er kopieret utallige gange. Her har Henrik Hviid skåret grangrene til i en ruderform tæt mod loftet og de mangefarvede æg, som han fortrinsvis har fundet i Stockholm, hænger i forskellige længder – de tre yndlingsæg har længst snøre.