Georg Jensen julepynt af guld engel med rød snor
© Georg Jensen

Har du allerede set årets julesamleobjekt?

Georg Jensen har i samarbejde med Alfredo Häberli skabt en ny julekollektion der består af en serie af smukke julesamleobjekter, der går helt tilbage til 1984.

Den har et stort hoved, bløde skulpturelle linjer, englevinger og et dekorativt hulmønster af funklende stjerner eller dryssende snefnug. Alfredo Häberlis engel ”Gabriel” og resten af designerens julekollektion markerer år 2017 i Georg Jensens serie af julesamleobjekter, der går helt tilbage til 1984. Og på trods af, at Alfredo Häberli har designet alt fra møbler til sko for nogle af verdens ledende designfirmaer, så har han aldrig lavet julepynt.

– Det har været nyt for mig. Og på en eller anden måde har det blanke papir været endnu mere blankt, fortæller designeren, da BO BEDRE møder ham hos Georg Jensen med bank fra den gamle sølvsmedje i kulissen.

I fem år har han udbygget sin Alfredo-kollektion for Georg Jensen, og altid har der ligget en klar funktion bag designet. Men denne gang var det anderledes.

Georg Jensen julekollektion 2017 i guld med rød snor
© Georg Jensen

– Funktionen i samleobjekter er dekorationen, og det giver meget større frihed, som kræver større overvejelse. Jeg vil altid gerne designe noget unikt, og hver gang jeg designer for Georg Jensen, prøver jeg også at designe en lille ny innovation, der passer ind i firmaets historie, forklarer han.

Julekollektionen består af seriens faste samleobjekter: hjertet, klokken og julekuglen, der alle har fået et twist af Alfredo Häberlis mønster på overfladen. Et mønster inspireret af uregelmæssighederne på en stjernehimmel. Derudover har han tilføjet et elegant mørkeblåt bånd til seriens traditionelle røde, og så har han selvfølgelig designet englen. Både i maskulin og feminin version og i forskellige størrelser. For når han tænker på julen, så dukker der engle op på nethinden.

Georg Jensen julepynt 2017 i sølv med blå snor
© Georg Jensen

– Jeg kom til at tænke på de gange, jeg har været i en katolsk kirke. På hvordan meget er overdrevet og af guld. Og her har de også mange små engle, som får mig til at smile, fordi de er så søde. Derfor blev det min klare idé at lave noget lige så sødt at hænge på juletræet, fortæller Alfredo Häberli, der er vokset op i Argentina og flyttede med sin familie til Schweiz som 14-årig.

Før det havde han kun oplevet sne to gang i sit liv – og selvom det ikke blev liggende på jorden, fik alle børnene fri fra skole, så de kunne nyde det sjældne syn. Dengang fejrede han jul på sine bedsteforældres hotel på landet, og i flere uger var hotellet fyldt med alle familiemedlemmerne. I dag samles hele familien stadig, nu sker det bare i Schweiz, og i år er det Häberli, der byder indenfor – til et 2,5 meter højt juletræ, der skal pyntes med engle i blå snor, griner han. Masser af engle. For Alfredo Häberli lægger ikke skjul på, at han er stolt af at designe for Georg Jensen.

Georg jensen julepynt 2017 på juletræ
© Andreas Houmann

– Det var først, efter jeg havde designet mine første ting for Georg Jensen, at jeg indså, hvad Georg Jensen betyder for danskerne. Når man kommer fra udlandet, ved man slet ikke, hvor stor en historisk tradition der ligger i firmaet, og det er en stor ære at få lov til at bygge videre på det, især når jeg ikke er skandinav, siger Alfredo Häberli og tilføjer:

– At få lov til at lave en af kollektionerne til julesamleobjekterne oveni, det er faktisk lidt som at få en medalje.

portræt i sort og hvid af alfredo häberli
© Andreas Houmann