Striktrøjer kradser i nakken, og strømper strammer om fødderne.
Vi andre er nok på nuværende tidspunkt ved at have vænnet os til vintergarderoben, men ovenstående statement kommer fra to af Anne og Steen Dybdahl Frandsens tre børn, Sofia på otte og Lucas på seks år, og for dem er vinteren og julen også kommet fra den ene dag til den anden, for de bor til daglig i multikulturelle Singapore, hvor Anne arbejder med marketing hos Galanga Living, en møbel- og interiørbutik, og Steen er valutahandler i Citybank.
Dernede går vi jo rundt og har det varmt med bare tæer og kortærmede t-shirts også på dette tidspunkt af året, så især børnene skal lige vænne sig til at have lidt mere tøj på her, fortæller Anne Dybdahl Frandsen, der for tiden holder en lang juleferie med familien i deres sommerhus i Nordsjælland.
Men hvis garderoben skal justeres lidt til de lavere temperaturer, er det også den eneste anke, familien kan komme i tanke om, når det kommer til julen hjemme i Danmark.
- Vi sætter stor pris på vores tid herhjemme. Julen ER bare mere autentisk i det kolde vejr, og vi kom først i rigtig julestemning, da vi blev mødt af en tyk dyne af sne her i Danmark.
I den asiatiske mikrostat kan familien sagtens få både flæskesteg, medisterpølse og andre traditionelle julemadvarer hos den danske købmand, men som Anne Dybdahl Frandsen siger;
- Et glas glögg smager altså efter en god kælketur; noget, som man kun kan drømme om, når man befinder sig i 30 grader med en luftfugtighed på næsten 100 procent …
Familien er i Danmark så ofte, de kan, og det er derfor vigtigt for dem at have en hyggelig og rummelig base, når de er hjemme. I mange år blev de danske ferier tilbragt rundt omkring hos familie, venner og på hotel, men sidste år valgte Anne og Steen Dybdahl Frandsen at få deres eget tilholdssted; et sommerhus.
De var ikke i tvivl om, at det skulle være et solidt bjælkehus, som med deres egne ord skulle være “så skandinavisk som muligt”.
Huset blev derfor opført som et moderne bjælkehus i halvtømmer med græstørv på taget og endte med at være på 150 m² fordelt på et hovedhus og et gæsteanneks. Parret besluttede sig for at opdele huset i en køkken/stue-afdeling med separat værelsesafdeling og med fritliggende gæsteanneks. En løsning, som de er blevet glade for.
- Det har vist sig at være en rigtig god idé med en opdeling af afdelingerne i huset. Når vi har gæster, kan børnene sove i fred og ro, mens vi voksne kan hygge os uden at forstyrre dem.
Da huset stod færdigt, kunne det “rigtigt sjove”, som Anne Dybdahl Frandsen kalder det, begynde:
- Jeg kunne næsten ikke vente med at flytte ind i huset og få det indrettet. Det har været en hel speciel god fornemmelse at stå med et splinternyt hus, som et ubeskrevet blad, og få lov til at forme stemningen og stilen helt selv.
Denne ferie har føjet endnu en dimension til Anne Dybdahl Frandsens indretning af det hyggelige bjælkehus; denne gang skulle der nemlig pyntes op til julen.
- Vi har fået en del møbler og småting shippet hjem fra Østen, og der kommer lidt mere til, hver gang vi er hjemme. Vores julepynt er primært dansk, men jeg har også fundet nogle fine ornamenter og kugler i Little India i Singapore, fortæller Anne Dybdahl Frandsen, der bedst kan lide at holde julepynten enkel og naturlig i tråd med den øvrige stil i huset.
Dét, at huset er en bjælkehytte, gør bestemt også, at julen opleves ægte og nærværende. Og med masser af sne omkring os, forventningsfulde barneansigter og duften fra juletræet
vi kan slet ikke undgå at komme i julestemning!