Det er ikke svært for Camilla Demuth, hendes mand Tim Frank Andersen og pigerne Stella og Viola at finde julestemningen frem i deres sommerhus i Hornbæk. Huset er nemlig et stemningsfuldt, canadisk bjælkehus, der automatisk sender tankerne mod sne og hygge. Og bjælkehytten undergår hvert år en juleforvandling med særligt udvalgte juleplaider, puder og selvfølgelig pynt.
Camilla Demuth er datter af Jytte Demuth, som driver forretningen Jytte Demuth Boligindretning i Hellerup, hvor morfar har hjulpet til i mange år. I januar 2007 startede tredje generation i familiefirmaet, idet Camilla Demuth blev ansat som marketingsansvarlig.
Det er lidt længere tid siden, at Camilla Demuth og hendes mand købte Hjortehytten, som tidligere ejere har navngivet huset. De ledte egentlig ikke efter et sommerhus, men en boligannonce så lidt for spændende ud, og til et åbent hus-arrangement blev de snedigt nok mødt af duften af hjemmebagte boller, ild i pejsen og bjælkehygge. Så på den efterfølgende gåtur til stranden blev beslutningen om sommerhus hurtigt taget.
Det er nu seks år siden. Og selv om familien også har hus i Skovshoved, bliver hytten flittigt brugt hele året. Om sommeren flytter familien simpelt hen på landet til børnenes store fornøjelse.
Og det canadiske bjælkehus yder alt det, det skal. Svale og skygge på varme sommerdage og solid varme på de kolde vinterdage. Huset er jordskælvssikret, og det har familien skulle vænne sig til, for det danske klima er egentlig for fugtigt til et hus af denne slags. Det betyder, at huset slår sig gevaldigt med store knæk, brag, flækkede bjælker og karme i en grad, så dørene pludselig ikke kan lukkes.
Men som Camilla Demuth siger: Det er en del af charmen, men også noget, der betyder, at der en gang imellem skal komme en bjælkemand ud og justere et par af de store skruer. En af de luksusfordele, huset byder på, er, at hele huset har klinkegulve med varme, som kan tændes hjemmefra, så familien aldrig kommer op til et koldt hus.
Julen er i år holdt enkel og rustik, og træet er enkelt pyntet med eksotiske julekugler fra jordomrejsen og enkelte antikke sølvkugler fra Camilla Demuths bedsteforældre. Og det er den store, lune pejsestue, der skal danne rammen om familiens juleaften, hvor træet bliver løftet ud midt i stuen, så der kan danses rundt om juletræet i Hjortehytten langt fra byens travle vibrationer.