Anerkendt fotograf har fotograferet sin egen julebolig

Fotografen bag forsiden på vores flotte julenummer viser sit hjem frem.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

Julens gæster bydes velkommen af en krans på hoveddøren fra Blooming.

Fotografens raffinerede jul

Den anerkendte fotograf Birgitta Wolfgang Bjørnvad har fotograferet sit eget hjem til BO BEDRE. I hendes klassiske funkisvilla fra 1940 bliver julens traditioner sat ind i en ramme af cool international hotelstemning. Hun bruger vekselvirkningen mellem utraditionelle farver og kvalitetsdesign til at skabe et uhøjtideligt udtryk i den ellers højtidelige højtid.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

En sort farve giver et spændende, eksklusivt udtryk i gangen, og en fornemmelse af international stil, som understøttes af valget af materialer, som fx et sidebord med røgfarvet glas og messingfod. Denne dynamik hersker også i resten af huset, hvor julens pynt er præget af det enkle, og træerne helst er upyntede.

En fin balance mellem det rå og feminine

En klassisk funkisvilla fra 1940’erne på 140 m² er i den internationale stjernefotograf Birgitta Wolfgang Bjørnvads hænder blevet forvandlet til et moderne hjem i en beundringsværdig balance mellem det rå og feminine og en international hotelstemning. For helt naturligt er boligen præget af hendes mange udlandsophold på fotorejser indenfor interiør, livsstil, design og kunstfoto, som er hendes speciale. Også hendes mand, Lasse Bjørnvad, der arbejder som scenograf og rekvisitør på film, samt som tourmanager, er med til at sætte scenen om familiens liv, der også rummer børnene Hector og Alba. Med et klart fokus på det enkle og unikke fyldes stuerne ud med designermøbler, vintagefund og kunst – alt oplyst med et fantastisk lysindfald. For det vigtigste for Birgitta er at omgive sig med naturligt lys både i sit arbejde som fotograf og også i sit hjem.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

De italienske champagneskåle på et sidebord designet af Tom Dixon fra Sacre Coeur giver en stemning af ekstravagance og fest. Smukt indpakkede gaver med silkebånd i Birgittas yndlingsfarver, vækker forventningens glæde, og bliver brugt som dekoration i sig selv.

Der er tænkt over hver en juledetalje

I det stilfulde univers gøres der ingen undtagelser – heller ikke i julen. Den bliver båret ind i de lyse stuer af ikke bare ét, men flere juletræer, bløde silkebånd, masser af levende lys og julepynt fra de mange rejser. At skabe noget smukt for øjet er essensen af Birgittas arbejde, som naturligt også praktiseres hjemme. Derfor er der tænkt over hver en juledetalje, der skabes af de smukkeste natur-farver og stemningsfulde stilleben, hvor vægten, som i resten af indretningen, er lagt på det enkle udtryk og en afslappet atmosfære. Her pyntes blot med få ting, der alle har betydning, og hvor yndlingsfarverne nude, rosa, brun, samt grålige toner giver en ekstravagance i stilen.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

Juleguirlanden er hos Birgitta af spinkelt metal, og er sammen med sølvenglen fundet hos Walther & Co.

Julen er en kærkommen højtid

I huset her er højtiden en stille, rolig og eftertænksom tid. Mest af alt skal der nemlig være tid til venner, familie og ikke mindst hinanden. Netop fordi Birgitta konstant er på farten til mange verdensdestinationer – altid på jagt efter flotte interiører for både danske og internationale magasiner, samt på udkig efter interessante motiver til sine egne kunst-fotos. Derfor er julen en kærkommen højtid, hvor hun arbejder mindre, og stiller skarpt på at komme helt ned i tempo.

– Når december måned begynder, har jeg købt næsten alle gaver, og pyntet med gran, mistelten, og gerne lidt skæve juletræer uden pynt i stort set alle rum. For så er der tid til hyggelige eftermiddage med masser af stearinlys tændt, og aftener med venner og god mad. Jeg holder meget af enkel pynt, og juletræet til stuen, der først kommer ind en uge før jul, er pyntet med ting, fra jeg var ung og fra mine rejser, siger Birgitta. En af hendes faste juletraditioner er at mødes med venner fra nær og fjern til champagne og tapas den sidste weekend op til jul.

– Det er altid så dejligt at mødes med vennerne til en hyggelig stund, og ønske hinanden glædelig jul. Når det kommer til julemorgen, begynder den stille. Op ad dagen hjælpes vi ad med julemaden, og kl. 16 kommer familien som altid til champagne. Huset fyldes af duften fra juleanden, og toner af blød jazz. Selve julemiddagen er traditionel, men i år får risalamanden et sydlandsk tvist med kerner fra granatæbler på toppen. Efter vi har spist, fortsætter hyggen, snakken og champagnen, indtil alle lister i seng i julenatten, fortæller Birgitta.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

Møblementet i stuen er centreret omkring de to smukke Loafer-velourstole i en brændt cognacfarve. Stolene er fra &tradition og er designet af Space Copenhagen. De har nostalgiske referencer til 1940'erne og en hotel-lounge. Billedet i sort-hvid er malet af Malene Birger. Birgitta holder meget af duften af gran, så familien har ikke bare et enkelt juletræ, men et i hvert rum. I stuen har misteltenen som en anden pendel sin helt egen stuk som indramning.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

Stuen er der dækket op til julemiddagen i en ramme af klassiske stole af dansk design, som med deres stramme linjer taler flot sammen med Serge Mouille-standerlampen, der snor sig skulpturelt foran hørgardiner, som giver en blødhed i looket. Birgitta har rejst en del i Marokko som fotograf, og hendes egen fotokunst er motiver fra Sahara. Med brændte farver i røde, brune og rosa nuancer er julebordet dækket med inspiration fra rejserne og 1000 og én nats eventyr.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

Hyggeligt varmt liv på bordet er skabt med brune fyrfadsstager fra By Nord og mørkerøde hortensiaer i en glasvase fra Blooming. Tallerkenerne er fra Illum, og vinglassene fra Ikea, mens portvinsglassene er købt i Frankrig. Servietterne fra Tine K Home er bundet med et enkelt silkebånd og en rose, som underbygger det arabiske element i juletemaet.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

Med en skattekiste af rosenblade, fyrrekviste, hortensiaer, samt daddelklaser, friske figner og granatæbler er der dækket op på julebordet. Messing-lysestagerne fra Frama giver med deres materiale et element af varme til den eksotiske borddækning.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

Et kunstnerisk og dekorativt juletræ er i sin enkelhed lavet ud af bordets pynt.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

En træterrasse bygget i flere niveauer bliver brugt til familiens leben året rundt. Gennem stuens store vinduespartier bliver snelandskabet en del af julestemningen inde i stuerne, hvor en yndlingsbeskæftigelse er at sidde og se ud på nyfalden sne.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

En varm plaid fra Lexington og rødvin er en del af hyggen i sneen, når adventsgaverne skal åbnes.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

Julestemningen fortsætter ude i haven, hvor der er pyntet med kranse og gaver – det er en særlig oplevelse at åbne en af decembers gaver på et tykt tæppe af sne og med et varmt glas i hånden.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad / Sisters Agency

Badeværelset er udført i mørke fliser med badekar under gulvniveau, der også fungerer som bruseniche. Det er en praktisk løsning med et eksklusivt udtryk. Med en forkærlighed for lugten af gran har Birgitta sørget for, at to grantræer har indfundet sig i badeværelsets vinduesnicher, der med de lange smalle proportioner får rummet til at virke højere.