Kære Jens
Du har helt ret i, at opholdsstuen er så stor, at der kan blive plads til et nyt værelse ved at opdele den. Oven i købet er der så stadig et vindue per rum, og de eksisterende døråbninger fungerer også.
For at komme gennemgangsrummet til livs og få kortere vej fra entré til køkken gøres fællesværelset kortere, så der bliver en ny gang, hvor bredden helst skal være 120 til 130 cm bred. En ny dør til værelset placeres i gangen, og de to gamle døre fra hhv. badeværelse og køkken blændes.
Den vinklede væg med dør fra anrettergang til spisestuen er ikke gennemgående på nogen af ledderne, så den kan dårligt være bærende, men det skal selvfølgelig undersøges af konstruktør eller ingeniør, før du begynder at rive ned.
Når den vinkel er væk, får du en bred åbning til både køkken og spiseplads, og derved kan du ændre køkkenindretningen, så den forlænges ind mod spisestuen i en ny L-form.
Der er mulighed for at installere brændeovn eller gaspejs ved skorstenen for enden af stuen, hvor det kunne være rart med ekstra varmetilskud til det store rum.
Lad baggangen blive ved at være et rum for sig selv. Dels er det ret smalt og dels må det være praktisk med god plads til sko og overtøj, så den fine hall nemmere kan holdes fri for hverdagsrodet.
Mange hilsner
Lone