Hvordan indretter man en stue med skråvægge?

Katrine har en udfordring med en nybygget 1. sal med skrå vægge, der skal rumme en del forskellige elementer

Kære Lone

Vi har fået bygget en ny kvist/tilbygning i forbindelse med renovering af vores gamle hus. Hele overetagen er pillet ud og bygget op igen. Og vi har prioriteret et værelse i hver ende, et mindre badeværelse og et stort opholdsrum med brændeovn og stort sydvendt glaspartmod have og mark. Vores tanker som det er nu, er at børnene (3 og 5 år) skal have fælles værelse i den ene ende ved badeværelset, og et soveværelse med indbygget skab i skunken i den anden ende.

Med tiden skal børnene have hver deres værelse på 1. sal. Derefter har vi plads til et soveværelse nedenunder, hvor der dog ikke er renoveret endnu. Dog er der en risiko for at vi ikke er færdige med renovering i stueetagen, før ungerne skalhave hvert deres værelse og vi har talt om, om der er mulighed for, at vi forældre sover i stuen i en periode.

Så udfordringen er at indrette rummet, så det både indeholder:
Stue, nem gennemgang, udsigt og lys ind fra glaspartiet, brændeovnsplads, Fjernsyn, Mindre skrivebordsplads

Som du kan se på billederne, så kommer vi også til at skulle tænke i altan og terrasse, så der vender jeg nok tilbage.

Venlig hilsen Katrine Lykke Ballisager

Kære Katrine.

Det vil være meget naturligt at placere sofagruppen i en vinkel, så man får den fine udsigt, samtidig med at møblerne danner ryg mod ganglinjen igennem rummet. På den måde bliver man ikke forstyrret og ganglinjen bliver defineret.

Sofaerne er trukket lidt ud fra væggen, så man kommer delvist fri af skråloftet og det giver så plads på væggen bagved til en lang hylde i samme højde som sofaryggen, med plads til bøger, nips og en lampe, der kan række over til sofaens inderste hjørne.

Brændeovn og tv på fod placeres overfor ind mod børnenes værelse.

På modsatte side ved det store ovenlys kan I placere et skrivebord og en reol til bøger og spil opad trappen.

Der er ikke plads til flere møbler, men god gulvplads og albuerum til jer alle.

Venlig hilsen Lone