Grundet et barn mere er vi flyttet fra vores soveværelse mod gården og ind i den ene af vores stuer, som før fungerede som arbejds- og gæsteværelse.
Vi ønsker at gemme sengen, så den ikke er synlig gennem dørene til de andre rum. Problemet er, at der er mange døre til og fra værelset, så vi ikke kan placere sengen, som vi gerne vil. Desuden mangler vi akut skabsplads, og det er også svært pga. alle dørene.
Håber, du kan hjælpe os videre?
Mette og Lars
Kære Mette og Lars,
Jeg ville angribe sagen helt modsat, og i stedet for at gemme sengen ville jeg gøre en dyd ud af den og fremhæve den, så det bliver det smukkeste kig igennem hele lejligheden! Det er jo rigtigt, at der faktisk ikke er plads til sengen andre steder end i midten af rummet, så fremhæv den i stedet for at græmmes over den.
Med et smukt sengetæppe og kønne puder vil det give et fint kig fra stuen ved siden af. Og endelig er der jo fløjdørene, som kan lukkes, når I skal være private. Da den lange væg samtidig er det bedste sted at placere de manglende klædeskabe, kunne I jo indrette hele væggen som et sammenhængende møbel med skabe på begge sider af sengen og ovenover, så det hele hænger smukt sammen.
I samme dybde som overskabene kan I lade bygge en kasse/hovedgærde til sengen, hvor I kan trække el til sengelamper og få plads til bøger, briller osv.
En god stol i hjørnet og/eller et lille bord giver mulighed for at sidde i fred med ipad´en eller bare som ekstra fralægningsplads. Et højt spejl imellem de to døre til gangen vil også være rart at have.