
Sæt dig godt til rette, og kom med 75 år tilbage i tiden
Året er 1939, og byggeriet af Søllerød Rådhus er i gang. Alt imens arbejder de to designkompagnoner Arne Jacobsen og Flemming Lassen på tegningerne til rådhusets møbler. Det resulterer blandt andet i sofaen Mayor.
AfArne Jacobsen har præget dansk design og arkitektur gennem årtier. Med møbeldesign som Syveren og Ægget og værker som Bellevue Strandbad og Danmarks Nationalbank har han slået sit navn fast som en af Danmarks dygtigste og mest kendte arkitekter. Hvad færre ved er, at Arne Jacobsen var tæt på at forfølge en karriere som maler, og at det var hans skolekammerat og siden hen samarbejdspartner Flemming Lassen, der opfordrede ham til at blive arkitekt. Men det er ikke det eneste, vi har at takke Flemming Lassen for. Som Arne Jacobsen har han i høj grad sat sit fingeraftryk på dansk design og arkitektur. Sofaen Mayor er nu sat i produktion igen af danske &tradition – en relancering, der har resulteret i prisen Best Reissue i den prestigefyldte Wallpaper* Design Award. Mayor er skabt i et enkelt og stilfuldt design med ramme af massiv egetræ og med flotte detaljer i form af dekorative knapper. På billedet ses sofaen med hvidolieret ramme og møbelstoffet Sunniva fra Kvadrat. Mayor fås også med andre stoffer og farver.