© Getty

Eksperterne guider: Glem ikke stikkontakter disser oversete steder, når du renoverer eller bygger nyt

Slut med kamp om stikkontakterne og et spindelvæv af forlængerledninger i alle hjørner – renoverings- og gadgeteksperten guider her til de vigtigste stikkontakt-placeringer i hjemmet, du ikke vil misse.

Vi kender det. En enkelt stikkontakt på badeværelset er bare ikke nok til både eltandbørster, hårtørrer og barbermaskine – og hvorfor skal der altid være kamp om stikkontakt-pladsen i køkkenet, hvor du skal ofre enten kaffe- eller røremaskinen for at kunne bruge stavblenderen?

Stikkontakter ved køkkenet
© Styling: Glotti Press, Foto: Andreas Mikkel Hansen

De mest geniale placeringer – ifølge eksperterne

Vi er blevet mere digitale i det daglige, og flere og flere hjem bliver fyldt med smarte løsninger, der kræver strøm.

– En af de ting der ofte går galt når folk planlægger strøm i deres hjem er mængde – du skal have MANGE udtag, fortæller Torben og fortsætter:

– Tænk over, at du skal have nok stikkontakter. Ja, du kan fint bruge forlængerledninger med flere udtag, men det ser grimt ud og kan i øvrigt udgøre en brandfare. Så hellere sætte to eller flere udtag op på samme sted i første omgang. Generelt mener jeg, at det giver mening at have udtag ved gulvet i stort set hvert eneste hjørne. Det kan godt være, du har planlagt din indretning, og at der ikke lige skal stå en lampe i det ene hjørne nu – men når du så skal give rummet en makeover om nogle år, kan det sagtens være, behovet ændrer sig.

Herunder finder du deres favorit-placeringer, som mange enten glemmer, ikke kender til, eller som bare er helt geniale.

© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

1 Husk vindueskarmen

– Vindueskarmen er ofte et sted, hvor man glemmer at få placeret udtag. Det kan være til en lampe eller til smarte gardiner, der i mange tilfælde kræver strøm – i hvert fald hvis de skal køre stabilt. Så det vil give mening at være klar med strøm der, fortæller Torben.

2 Gå ikke ned på udtag i køkkenet

Begge eksperter understreger, at du nærmest ikke kan få for mange stikkontakter i køkkenet. Tværtimod er det et af de rum, hvor du behøver langt flere, end du måske tror.

– Udover udtag til dine hårde hvidevarer og ved indgangsdøren skal der sættes stikkontakter nær kogezonen og ved arbejdsområderne, og her skal du overveje, hvor du typisk vil stå og bruge fx blender og elpisker, samt hvor du vil stille kaffe-/espressomaskiner, mikroovn og røremaskine m.v., nævner Ann.

Derudover foreslår Torben at tænke alternative udtag ind fx til opladeren til mobilen eller iPad’en:

– Det kan være en idé at få lavet nogle af udtagene som USB-stik, så du kan sætte en telefon eller noget andet direkte i væggen uden at have brug for en strømforsyning – det ser også bedre ud. Start med et USB-C-udtag, så er du fremtidssikret et stykke tid, men vælg gerne et modul der kan skiftes, hvis nu USB-moden skulle vende, fortæller han.


LÆS OGSÅ Ifølge renoveringsekspert Casper Kjerumgaard er en af de hyppigste fejl ved renovering af køkkenet, at man sætter for få stikkontakter. Få hans bedste renoveringstips her.

© Andreas Mikkel Hansen

3 Tænk ud af hjemmet

Hyggebelysning, en oplader til telefon eller højtaler, elektrisk varmelampe og måske en elektrisk grill… Det er bare nogle af de ting, der kan gøre terrassen eller altanen ekstra hyggelig – og som kræver strøm! Husk derfor at tænk dit uderum ind med stikkontakter enten udendørs eller tæt ved altan-/terassedøren.

– Da vi renoverede fik vi elektrikeren til at bore ud ved vores tagterrasse, så der kunne komme udtag op derude også. Ligesom med andre steder i huset er det også her vigtigt at du husker at få lavet udtag nok – jeg fik lavet fire, anbefaler Torben.

4 Gem alt væk i badeværelsesskuffen

– I badeværelser er det rart at have ekstra stikkontakter tæt ved håndvask og spejl til fx barbermaskine, hårtørrer og eltandbørster. Her er den mest geniale placering nede i en udtræksskuffe under vasken, hvor du kan gemme dine mange apparater væk, nævner Ann.

5 Bag TV’et

– Det er en god idé at tænke over placeringen af dit tv – hvilket i praksis kan betyde et udtag midt på væggen. I dag er fjernsyn udstyret med al den software, du kan tænke dig, og du behøver derfor ofte ikke andet end blot strøm – og hvis det endelig er, kan en lille boks, fx Apple TV eller Google TV, gemmes bag på tv’et, siger Torben.

© Andreas Mikkel Hansen

6 Tænk over stikket ved sengen

– I soveværelset bør du sætte ekstra stikkontakter på hver side af der, hvor du har tænkt dig at sætte dobbeltsengen, fortæller Ann.

Her kan du med fordel vælge den type stik, der både består af en almindelig stikkontakt og USB-udtag, der passer til telefonopladeren.

7 Indbyg strømmen i skabet

– Det er også en god ide at få bygget flere udtag ind i skabe, så du ikke behøver at have grimt elektronik liggende fremme, imens det lader op. Har du strøm inde i skabet, kan du også gemme din printer der i stedet for at have den stående fremme, nævner Torben.

8 Det skjulte stik over skrivebordet

– Et andet sted er “over” skrivebordet – altså bagved der, hvor du stiller din computerskærm. Det er et super praktisk sted at have et, og gerne mange, strømudtag. På den måde skjuler du det hele bag skærmen og har strøm til både skærmen selv og diverse andet, du har på skrivebordet, fortsætter Torben. 7


LÆS OGSÅ hjemme hos gadgeteksperten er der tænkt særligt over stikkontakternes placering i køkkenet – se hans teknologiske hjem her.

© Peter Kragballe

Den gængse placering, du måske bør overveje en ekstra gang

Egentlig er der ifølge begge eksperter ikke noget, der hedder ‘for mange stikkontakter’. Men der er alligevel et bestemt sted, hvor mange vælger at sætte stikkontakter – nok endda uden at tænke over, hvorfor.

I stedet for at vælge placeringen fra, fordi: Man kan jo altid bruge flere stikkontaker, har Torben et bud på, hvor du med fordel kan placere dem i stedet.

– Den helt klassiske placering er lige under lyskontakterne. Men du sætter jo aldrig en lampe i sådan en kontakt – eller for den sags skyld nærmest noget som helst andet elektronik. Lad kontakter til lys være netop det, og placer udtag til strøm nede ved fodlisterne i stedet. Jeg har set ganske mange forfærdelige eksempler på opsætninger, hvor der ligger forlængerledninger på kryds og tværs, som så slutter med at krybe hele vejen op ad væggen. Det er enormt grimt og helt unødvendigt, fortæller han.


LÆS OGSÅ få inspiration til, hvordan du indretter din stue