Familien Dobernovski der tæller mor, far og 3 små børn, sætter stor pris på en praktisk bolig, hvor der er plads til livet. Det ekstra rum skulle bruges til et godt arbejdsrum, hvor hver ting har sin plads. Efter en dialog med BO BEDREs indretningsarkitekt Marina Lykkesteen fandt de ud af, hvad rummet skulle indeholde. Og løsningen var et godt arbejdsbord, hvor der var plads til to, samt praktiske løsninger til småting.
Hvad ønskede I af rummet?
Jeg arbejder hjemmefra som selvstændig, og min kone studerer, så vi ønskede et velfungerende kontor, hvorfra vi kunne have en fælles arbejdsplads. Samtidig skulle der være plads til opbevaring og til, at de øvrige familiemedlemmer kunne benytte lokalet til leg eller lektier på andre tidspunkter.
Hvordan har I oplevet at medvirke i en forvandling? Det har været ganske enkelt. Vi ville gerne have lavet kontoret, som var det mindst funktionelle rum i vores nye bolig. At deltage i en forvandling var en kærkommen lejlighed til at få projektet realiseret inden for en overskuelig tidshorisont.
Hvad havde I aldrig selv fundet på?
Vi havde ikke selv fundet på bordet eller lampen, som vi ikke kendte, før vi blev introduceret til dem. Bordet er utroligt lækkert, men vi var næppe af egen drift gået i gang med eller lykkedes med at designe et bord, som så præcist passede til vores behov.
Er der noget, som I er særlige glade for?
Det hele er velfungerende, men bordet er nok det mest vellykkede.