BREVKASSE Manglende opbevaringsplads? Udnyt de skjulte kvadratmeter

Vores indretningsarkitekt guider en familie, som har valgt at flytte tilbage til Danmark efter flere år i udlandet - og skal finde sig til rette i et nyt hus.

Plantegning nu

Plantegning nu

© Lone Barslund

Kære Lone

Efter mange år i udlandet har vi nu købt et dejligt, arkitekttegnet hus tæt ved vandet, hvor vi glæder os til at ”slå os endeligt” ned.

Vi faldt for beliggenheden og charmen i huset, og vi glæder os til at få det gjort tidssvarende for vores familie på 5 (9, 16, 18).

Men der er et men: Huset har mange m2, men pga. grundplanen, er der meget gangareal, og vi mangler opbevaring.

I udlandet har vi over årene været super glade for pantry/spisekammer og walk-in closets, men vi ser ikke rigtigt, hvordan sådanne skulle kunne etableres?

Derudover er der dårlig sammenhæng mellem køkken og stue - kan et kig imellem de to rum være nok til at skabe sammenhæng?

Vi vil være meget taknemmelige, hvis du kan hjælpe med kreative ideer på begge problemstillinger.

Vedlagt diverse billeder og lidt af vores tanker.

På forhånd tak,
Tina og Søren

Forslag til ny plantegning

Forslag til ny plantegning

© Lone Barslund

Kære Tina og Søren.

I har sendt et fint og meget stort materiale til mig med mange spørgsmål, som i helhed er et helt byggeprojekt, der kræver projektleder og så videre - så det kan jeg ikke klare her i brevkasseregi.

Jeg ved heller intet om grundens beskaffenhed, bebyggelsesprocenter med mere - så jeg må tage de mest enkle spørgsmål og bistå lidt med dem.

I kan godt få plads til mere opbevaring i forbindelse med de to sammenhængende værelser. Hvis I rykker dørene, kan der placeres klædeskabe imellem værelserne. Døren imellem den lille gang og den lange fordelingsgang kan I godt fjerne, så der bliver mere luft der.

Den u-formede gang der forbinder alle huskroppene er angivet til 165 cm bredde. Da der skal være 120 cm frit areal, kan I ikke placere skabe her i fuld dybde, men skabe i 40 cm dybde. Det kan også give rigtig god opbevaring undtagen til bøjletøj, der så må ind på værelserne.

Det største soveværelse, jeres master bedroom, er 365 cm bredt, så det giver jer mulighed for at placere skabe op ad væggen til badeværelset og stadig have en meter imellem seng og skabe. Der bør være plads til 240 cm skabe både her og på væggen ud til gangen.

Køkken, spisekammer og adgang imellem køkken og stue kan bedst løses ved at bygge til imellem de to bygninger. Det kunne være en forlængelse af stuebygningen, der åbnes ind til køkkenet som vist på tegningen.

Bryggerset udvides som vist, så der bliver plads til en række højskabe i bryggerset, som erstatning for jeres ønskede pantry/fadebur.

Når spisebordet ikke længere skal være i køkkenet, bliver der plads til en stor og rummelig ø med siddepladser på to sider.

Nye vinduer i gavlen mod øst for masser af morgensol. De mange højtsiddende vinduer kunne med fordel skiftes, så I får masser af lys og bedre udsyn.

Adgangen til stuen bliver fra den nye spisestue, hvilket betyder, at I kan lukke den nuværende adgang fra gangen og indrette et opbevaringsrum her (D for depot, på tegningen).

Hvis I gerne vil have en luftig, New England-sommerhusstemning, så ville jeg nok ikke male husene sorte, men holde dem hvide med nye sprossede, sorte vinduer og døre.

Der sker ufatteligt meget rundt omkring alle jeres bygninger, så keep it simple.

Og god fornøjelse med al det nye.

Bedste hilsner,
Lone

LÆS OGSÅ