Sælskindslamper du bare må og skal røre ved

Det kan godt være, at Brigitte Bardot korser sig, men mere bæredygtige lamper finder du ikke.

Seal Bell
© charlottebodil.dk

Hvorfor er der ikke nogen, der har tænkt på det noget før - bruge grønlandske sælskind som lamper? Smukkere syn og mere sanselig tekstur skal man lede længe efter.

Der er nok 3 lige gode grunde til, at designeren Charlotte Bodil Hermansen med sin smukke "Seal Bell" er kommet først med en moderne sælskindslampe.

1) Lamper udvikler som regel høj varme, og det virker umiddelbart ikke som det ideele match for brændbare sælskind. 2) Materialeudgifterne til sælskind er ret pebret. 3) Så er der nok også den lille detalje, at mange forbinder sælskind med dyremishandling.

Bæredygtige sællamper
© charlottebodil.dk

Intet kunne dog være længere væk fra sandheden.

Sælskindene kommer nemlig ifølge Charlotte Bodil Hermansen alle fra bæredygtige inuit-jægere, så der er ingen grund til at trække aktivistdåsen med spraymalingen frem. De sæler, som anvendes til lamperne, har alle levet et frit liv i grønlandske farvande.

Designeren præsenterede sine lamper på Nordic Modern-messen i januar, så de er endnu ikke kommet i storproduktion. Hvis lamperne viser sig at have appel, så vil lamperne på smukkeste vis understøtte den grønlandske økonomi, og det vil grønlænderne med meget stor sikkerhed være taknemmelige for.

I det smukke allerhøjeste nord leder de nemlig i disse år med lys og lygte efter nye indtægtskilder efter at have valgt med tiden at gøre sig uafhængig af det danske bloktilskud.

Designeren om Seal Bell
© charlottebodil.dk

Charlotte Bodil Hermansen er designer uddannet fra Kolding Designskole. Hun har arbejdet for Kopenhagen Fur og vandt den gyldne pelsnål i 2011.

  • Seal Bell er en lampependel, hvor hver lampe er helt sin egen med en meget ren form inspireret af sæler, der kigger op over vandoverfladen, fortæller Charlotte Bodil Hermansen.

Hendes lamper er betrukket med formpressede grønlandske sælskind med hvert sit unikke mønster, og de er alle håndlavede. Købere kan selv vælge farven til pendlen og få deres skind indfarvet i den ønskede farve.

Sådan laves lampen
© charlottebodil.dk

Charlotte Bodil Hermansen montererer selv sælskindene på hattemagervis over en aluminiumsskal, som er trukket i form af en metalsmed.

Med den solide metalskal og med brug af LED-pærer i soklen, er der ingen risiko for, at lampen overopheder.

Skindene er enten grønlandssæl eller ringsæl. Selv foretrækker Charlotte Bodil Hermansen at arbejde med ringsælsskindet.

Kryds mellem lampe og blød skulptur
© charlottebodil.dk

Charlotte Bodil Hermansen ses her (t.h.) under processen med at formstøbe sælskindene. Om tankerne bag Seal Bell siger hun uddybende:

  • "Lampen er et sanseligt bud på sæl i boligindretning: et kryds mellem en lampe og en blød skulptur i rummet.

  • "Et af mine succeskriterier som designer er at få folk til at række ud og røre, før de tænker og aktiverer intellektet."

  • "Jeg vil gerne vække nysgerrighed, undren og lyst til at gå på opdagelse, lege med og undersøge det produkt, man står overfor, med sine sanser."

Inspirationssælen
© charlottebodil.dk

Sådan ser det ud, når den grønlandske sæl bryder vandoverfladen og orienterer sig ovenvande.

Det er dette syn, som var Charlotte Bodil Hermansens første og oprindelige inspiration til sin Seal Bell.

Køb Seal Bell her
© charlottebodil.dk

Hvis der er nogen, der har lyst til at bestille en Seal Bell, så kan de rette henvendelse til Charlotte Bodil Hermansen på hendes hjemmeside.

Retail-prisen ligger pt. på ca.10.000 kr. Charlotte Bodil Hermansen producerer selv lamperne i samarbejde med lokale håndværkere i København.

Se mere om Seal Bell på charlottebodil.dk

En grønlænders syn på Seal Bell
© charlottebodil.dk

Hvis sællamperne falder nogen for brystet, så er de sandsynligvis ikke grønlændere.

Vi har vist lampen til den politiske rådgiver for Inuit Ataqatigiit, Grønlands næststørste parti, Naja Carina Steenholdt Frederiksen, og hun kan ikke få armene ned.

  • "De ville hænge rigtig fint hjemme hos os," siger Naja Carina fra Nuuk og forklarer vigtigtigheden for Grønland af produktudvikling af sælskind.

  • "Det er super vigtigt, at der fortsat bliver udviklet nye ideer og produkter med udgangspunkt i grønlandske råvarer, som for eksempel sælskind. Det er der flere grunde til."

  • "Helt åbenlyst har vi et stigende og ret presserende behov for skabe et bæredygtig og solidt fundament for vores samfund, og i den sammenhæng også når det kommer til selvstændighed.

"Derudover har vi altså også en masse gode råvarer, som vi med stolthed kan udvikle på og dele med omverdenen. Omverdenens svingende syn på sælskind har haft store konsekvenser for det grønlandske samfund og derfor har den fortsatte produkt- og ideudvikling af netop sælskind stor betydning," fremhæver den den politiske rådgiver Naja Carina Steenholdt Frederiksen.

Se mere på Charlotte Bodil Hermansens hjemmeside.