
Lys hjemmet op med et stilrent og enkelt design
Lamperne fra den svenske familievirksomhed RUBN emmer af kompromisløs kvalitet. Faktisk er ambitionen, at deres lamper skal være de bedste i verden – både hvad angår funktion og kvalitet. I denne artikel dykker vi ned i historien bag de stilrene designs, som endelig kan købes i Danmark.
AfHvis du har besøgt Royal Opera House i London, Det Kongelige Teater i København eller et af Brøchners hoteller, så har du nok allerede stiftet bekendtskab med RUBNs smukke, enkle lamper i stål eller messing. Det er lamper, der er ærlige i deres udtryk, og den høje kvalitet giver dem praktisk talt evigt liv.
Stædighed førte til succes
Historien om RUBN startede for lidt mere end et årti siden. Den svenske designer Niclas Hoflin havde egentlig gang i en lovende karriere og arbejdede som designassistent hos den danske designer Ole Palsby i København. Men da Ole Palsby døde i 2010, besluttede Niclas Hoflin sig for at udleve den drøm, han gennem flere år havde gået rundt med.
Han ville starte noget selv og faldt tilfældigt over en gammel fabrik i Vittsjö, der var til salg. Han havde altid været dybt fascineret af den indvirkning, som belysning har på sine omgivelser – og havde længe drømt om at skabe sine egne lamper. For ham var fabrikken den perfekte mulighed. Den idé var han dog den eneste, der kunne se fidusen i.
– Alle fortalte ham, at det var virkelig dumt at købe en gammel, mølædt fabrik ude på landet for at prøve at lave en god forretning i Sverige. Det kom aldrig til at gå. Allerede dengang var store dele af produktionen i designbranchen lagt ud til f.eks. Taiwan og Kina, og alle havde travlt med at fortælle min far, at man aldrig ville kunne få succes med at fremstille lamper i Sverige.
– Men han var stålsat omkring sin beslutning. Min far er meget vedholdende, og jo mere folk omkring ham insisterede på, at hans drøm ville kuldsejle, jo hårdere arbejdede han på at bevise, at de tog fejl.
– De sidste godt ti år har været en rejse, der for længst har vist, at du godt kan få succes, hvis du insisterer på at fremstille produkter af høj kvalitet lokalt, fortæller Fabian Hoflin, der er den ældste søn, og i dag har overtaget rollen fra sin far som direktør i familievirksomheden.