© LYFA, Fotograf: Irina Boersma, Stylist: Pernille Vest

Lampebrand fejrer 60-års jubilæum med to nye varianter af ikonisk designklassiker

DIVAN 2 blev designet specielt til Tivoli i 1962, og LYFA fejrer den spektakulære pendels 60-års jubilæum med lanceringen af to nye varianter.

Nogle lamper er så ikoniske, at de bliver ved med at forbløffe med deres spektakulære farver, former og lys. DIVAN 2-pendlen er en af dem. Det skulpturelle kunstværk skiller sig ud fra andre designklassikere fra sin tid med den særlige konstruktion af farverige trapezer og betragtes som mesterværket i Simon P. Henningsens karriere.

DIVAN 2 blev designet specielt til Tivolis berømte restaurant med samme navn i 1962. Restauranten havde en spektakulær udsigt over havens sø, og om aftenen reflekterede pendlens spejlbeklædte overflader – lakeret i de originale Tivoli-farver – lyset fra den farverige udendørsbelysning og søen. Når det var tid til det berømte tivoli-fyrværkeri, blev lyset inde i restauranten dæmpet og lamperne hævet op mod loftet. På den måde havde gæsterne frit udsyn til det smukke show.

Som en hyldest til den originale pendels 60-års jubilæum lancerer LYFA to nye varianter til serien: En mindre version af den originale pendel på 160 mm samt en helt ny bordlampe.

I 2020 blev DIVAN 2-pendlen relanceret i fire størrelser i henholdsvis originalfarver samt i massiv messing. Med de nye tilføjelser består serien i dag af pendler i fem forskellige størrelser fra 160-700 mm samt den nye bordlampe. Fotograf: Irina Boersma, Stylist: Pernille Vest

© LYFA

Lille pendel med stor effekt

160-pendlen er designet ud fra en sjælden prototype af den originale lampe, og pendlen er på trods af sin størrelse yderst iøjnefaldende. Ligesom originalen består den af tyve omhyggeligt placerede trapezer i poleret rustfrit stål, der skaber et smukt indirekte lys. På indersiden er trapezerne lakeret i de originale Tivoli-farver rød, blå, lilla, beige og grønblå, der gør lampen til en fryd for øjet – også når den er slukket.

Spektakulær bordlampe

Allerede fra han var helt lille, lærte Simon P. Henningsen om de forskellige typer af lys fra sin far, den berømte danske lysdesigner Poul Henningsen – og det bliver i familien. Som noget helt nyt er en lille udgave af den originale DIVAN 2 blevet udviklet som bordlampe i tæt samarbejde med hans datter, Charlotte P. Henningsen. DIVAN 2 er kendt og elsket for sit farverige samspil af lys, og med bordlampen får du nu flere muligheder for at skabe en unik lysoplevelse i dit hjem.

DIVAN 2 har gennem tiden vundet flere danske og internationale designpriser. Den nye bordlampe understreger designets plads blandt de mest indflydelsesrige danske lampedesigns. Fotograf: Irina Boersma, Stylist: Pernille Vest

© LYFA